Behandlingsmetoder


Overordnet arbejdes der med behandling ud fra en psykodynamisk referenceramme. Dette indebærer en planlagt og systematisk brug af miljøets psykologiske, sociale og materielle forhold med udgangspunkt i det enkelte barn og gruppens psykologiske behov og aktuelle situation.

Formålet er at fremme afdelingens muligheder for at etablere udvikling, indlæring, kontrol og personligt ansvar hos afdelingens børn.

Alt personale, såvel på afdelingen som i skolen, er pålagt at arbejde loyalt i forhold til vores behandlingstænkning og den psykodynamiske tænkning. Der er således tale om metodepligt.

For hvert barn lægges der en individuel behandlingsplan. Behandlingsplanen lægges på en behandlingskonference under ledelse af psykologen, hvorefter den omsættes til en pædagogisk praksis under ledelse af afdelingsleder og skoleleder. Afdelingspsykologen har det behandlingsmæssige ansvar for arbejdet med barnet.

Generelle metoder

Faste daglige strukturer: Skal virke som forankringspunkter i hverdagen med det formål at give barnet mulighed for at strukturere og overskue sit eget liv. Giver barnet mulighed for at udvikle jeg-funktioner.

Faste rammer og forudsigelighed: Med det behandlingsmæssige sigte at skabe tryghed hos barnet og medvirke til at korrigere dets oplevelser af omverdenen som truende og uforudsigelig.

Konsistens, troværdighed og autenticitet (personlig men ikke privat) hos den voksne: Med det behandlingsmæssige sigte at skabe mulighed for, at barnet kan få en anden oplevelse af, hvorledes voksne er og derved skabe grobund for udvikling af mere tillid til voksne, samt for at barnet kan få en fast, sammenhængende "social omverden" at forstå sig selv ud fra.

Spejling: Er at fortælle barnet det, som kan være på spil inden i det, men som det ikke viser. Med det behandlingsmæssige sigte at barnet bliver bedre til at bære og regulere indre tilstande. Spejling forudsætter, at den voksne kan leve sig ind i barnet og forstå meningen med dets handlinger. Når en behandler spejler et barn, vil han ikke lave det om, men forstå det, som det allerede er, dvs. at han vil forstå adfærden som udtryk for en indre arbejdsmodel, der ikke er bevidst for barnet (frit efter Lars Rasborg "miljøterapi med børn og unge, 2005)

En generelt jeg-støttende kontakt: Med tanke på at barnet ikke selv har udviklet tilstrækkelig jeg-styrke, skal de voksne støtte barnet til at klare de "opgaver", det skal løse i løbet af døgnet.
Målet er:

  • at give barnet oplevelse af succes og derved styrke dets selvværd
  • at reducere den negative anticipering (handle på baggrund af tidligere RIGs)
  • at skabe positive selv- og objektrepræsentationer
  • at lære barnet at styre sine impulser

Primærpædagog/-lærer: Skal give barnet mulighed for at udvikle evnen til at differentiere i relationen til andre mennesker og har som behandlingsmæssigt mål at give barnet en eksklusiv mulighed for at etablere en dybere og mere forpligtende kontakt til et andet menneske samt fremme udviklingen af "basic trust".

Personkontinuitet i kontakttilbud: Så barnet har mulighed for, når det er modent dertil, at udvikle mere eksklusive kontaktformer og undersøge sine egne tanker, impulser og følelsesmæssige reaktioner i en følelsesmæssig kontakt.

Situationskontinuitet: Som erstatning, når personkontinuitet ikke er mulig. Det behandlingsmæssige sigte er at give barnet oplevelser og erfaringer gående på, at det ikke skal føle sig svigtet og afvist samt at fremme følelsen af tryghed og forudsigelighed med henblik på, at barnet kan udvikle en forpligtende tillid til voksne.

Fokus på opgave, rolle, tid, sted: Hvor det behandlingsmæssige mål er at fremme barnets evne til koncentration, reducere letafledelighed samt at støtte barnet i selv at kunne strukturere dets indre verden.

Containment: Hvorved barnet oplever voksne, som kan rumme dets specielle måde at være på uden risiko for straf, afvisning, udstødning o.a. Har det behandlingsmæssige sigte at barnet udvikler tro på og tillid til de voksne. Giver barnet mulighed for at undersøge ukendte, farlige, ulovlige følelser i sig selv.

Fremme verbalisering: For at give barnet tid til at forarbejde impulser. Giver plads til sekundærprocesser, støtter udviklingen af barnets delay-evne samt giver barnet indsigt i og forståelse af egen situation.

Konfrontation: Barnet skal konfronteres (mødes) med sig selv for at kunne fremme en realistisk selvvurdering. Barnet hjælpes til at kunne revidere sine egne forarbejdninger.

Balancen mellem frustration og regression: Opmærksomhed på at barnet har brug for både at blive frustreret og at få lov til at regrediere/konsolidere det udviklingsniveau, det arbejder på. Styrker barnets selvfølelse og mod til fortsat udvikling. Har øje for zonen for nærmeste udvikling.

Regression afmålt i tid og sted: Giver barnet mulighed for at få tilfredsstillet udækkede behov og fastholde regressionen som en "kunstig", "unormal" tilstand.

Empatisk forholden sig til barnet; ikke sympatisk: Med det behandlingsmæssige sigte at barnet kommer til at arbejde med dets egen udvikling. Barnet udvikler sig ikke ved den sympatiske forholden, hvor risikoen er stor for, at den voksne gør arbejdet for barnet.

Straffrihed d.v.s. ingen "hvis - så" pædagogik: Med behandlingsmæssig baggrund i, at barnet ikke er modent nok til at kunne vælge mellem at afholde sig fra en handling eller vælge handlingen på trods af konsekvenserne. Barnet har brug for at få korrigeret sin oplevelse af voksne som straffende og uforståeligt bestemmende. Gennem straf får barnet forstærket sit negative selvbillede og sin negative anticipering af omverdenen.

Pauser og mulighed for at gå væk / trække sig: Som hjælp til at forhindre affektudbrud og konflikter, som ville bekræfte barnets (og andres) oplevelse af barnet som umuligt o.l. Dette skaber mulighed for fælles refleksion over meningen med handlingen og ikke den impulsive handling.

Afledning: Som hjælp til at barnet kan kontrollere voldsomme følelser, der er ved at bryde igennem.

Normalforventninger: Når barnet er modent nok til at kunne honorere dem; dette for at sikre, at barnets udvikling relateres til samfundet udenfor institutionen og ikke til det behandlende og derved kunstige miljø på institutionen. Barnet hjælpes til at udvikle et mere realistisk selvbillede.

Kontakttime: Fastlagt time, hvor primærpædagog og barn er sammen alene med det behandlingsmæssige mål at sikre individuelt samvær mellem barnet og den voksne, hvorved den gryende tilknytningsevne hos barnet kan styrkes. Fremstår optimalt som det fortrolige rum, hvor nogle af de problemer, vanskeligheder, glæder og hemmeligheder, som barnet p.t. ikke kan dele med andre, og som samtidig er så belastende, at de kun uhensigtsmæssigt kan bæres alene, kan formuleres med vished om en seriøs og ansvarlig respons.

Behandlingsaktivitet: Aktivitet som er bevidst planlagt for at tilgodese en bestemt del af behandlingsplanen. Indholdet/resultatet af selve aktiviteten er underordnet. Det væsentlige er processen.

Fritidsaktivitet: Aktivitet som er bevidst planlagt for at give barnet lystfulde oplevelser og konfliktfri funktion via leg, humor og kreativ virksomhed. Har også til formål at tilfredsstille barnets behov for at holde pause fra behandlingen.