Relationsarbejde


Hvidborgs tænkning om relationsarbejdet
I behandlingen arbejdes der med relationer. Dette arbejde bygger på teorien om, at indre repræsentationer er dynamiske strukturer, der kan bearbejdes. Det afgørende er ikke, hvad barnet har oplevet, men derimod hvordan barnet bearbejder og forholder sig til sine erfaringer. I takt med at barnet får bearbejdet sine tidlige tilknytningserfaringer og samtidig får nye erfaringer med tilknytningsrelationer i det nye miljø, vil barnets Rig’s (Repræsentationer af Internaliserede Generaliseringer) ændres.

Ovenstående teori understreger, at der stilles store krav til behandleren. I det daglige samspil med barnet må behandleren på samme tid bevare fokus på sig selv, barnet og samspillet imellem dem.

Ramme og kontakt
I mødet med barnet er det væsentligt, at behandleren i erindringen har barnets historie og barnets indre repræsentationer for at være i relation til andre mennesker. Det er disse modeller, der ligger til grund for barnets forventninger samt fortolkning af tilknytningsrelaterede begivenheder. Børn på behandlingshjem har typisk erfaringer med en utryg og desorganiseret tilknytningsform og har derfor udviklet deres egen strategi for at undgå negative oplevelser og for at undgå at blive afvist igen.
Barnet er måske vredt og udadreagerende, overfladisk i kontakten og/eller beregnende, hvilket stiller krav til behandlerens evne til at rumme negative og overvældende følelser, herunder følelsen af at blive afvist af barnet. Lige som ’den gode-nok mor’ (jf. Winnicott) er det  behandlerens opgave at tilpasse sine udspil til barnets funktionsniveau og tærskler. I samvær med barnet tolker den voksne barnets signaler og organiserer kommunikationsstrukturer, der passer til barnets udviklingsniveau.

Da børn på behandlingshjem er opvokset i et miljø uden forudsigelighed i forhold til personlige oplevelser med kontakt, forsøger vi at skabe rammer og strukturer, der kan hjælpe barnet med at forstå sin verden. Dagligdagen tilrettelægges således i en struktur, hvor tid, sted og opgave er defineret præcist.
Brydes rammerne, skal bruddet tematiseres, således at barnet genfinder trygheden i situationen.

Dialogen
Dialogen er central i behandlingsarbejdet. Det er her, barnet lærer at reflektere over sin selvopfattelse og sin opfattelse af omverdenen.

I samtalen er der mulighed for at være undersøgende sammen med barnet, at spejle, at realitetskorrigere - altså justere barnets indre verden i forhold til den ydre verden og ikke mindst at vise forståelse for barnets følelser.
Sterns beskrivelse af den særlige dialog, der opstår i det veltilpassede samspil mellem voksen og spædbarn, er på mange måder anvendelig i behandlingsarbejde. Relationsforstyrrede børn mangler ofte den selvregulerende egenskab, der får spædbarnet til at dreje hovedet væk, når det ønsker at afbryde kontakten.

Den opmærksomme behandler opfylder barnets behov for pauser og giver barnet tid til at bearbejde sine indtryk. Er den voksne ikke tilstrækkelig opmærksom, kan hun meget let komme til at presse barnet i sin iver for at hjælpe det. Barnets grænse overskrides, og situationen kan ende i en konflikt, fordi barnet mangler evnen til at sige fra i tide. Tidligt relationsforstyrrede børn har kun i ringe grad evnen til selvrefleksion – altså evnen til at føre en indre dialog.

I affektudbrud har børnene ofte behov for voksnes hjælp til at regulere og dæmpe deres følelser, og her er sproget alene ikke altid anvendeligt. Ofte har barnet brug for at blive mødt uden ord i kerneselvets domæne.
Den voksnes kommunikative udspil, herunder kropsholdning og stemmeføring, har stor indflydelse på, hvordan det lykkes at hjælpe barnet med at regulere sine følelser. Lige som man får det spæde barn til at falde til ro, fysisk som psykisk, ved at holde det, kan den fysiske kontakt være det, der hjælper det 8-årige barn til at genfinde roen. Når barnet er faldet til ro, kan den voksne forsøge at møde barnet i det verbale selvs domæne ved at reflektere højt med barnet om episoden.

Det fælles tredje
Barnet sikres et fortroligt rum, hvor nogle af de problemer, vanskeligheder, glæder og hemmeligheder, som barnet p.t. ikke kan dele med andre, og som samtidig er så belastende, at de kun uhensigtsmæssigt kan bæres alene, kan luftes med vished om en seriøs og ansvarlig respons.

I samværet mellem barnet og den voksne anvendes 'det fælles tredje'. Det fælles tredje kan være fysiske aktiviteter, kreative aktiviteter, gåture etc., som den voksne og barnet mødes om. Det fælles tredje kan være med til at afdramatisere mødet mellem barnet og pædagogen, hvilket kan være nødvendigt, idet kontakttimen kan virke angstprovokerende på et barn, der er vokset op med relationer præget af manglende eller ringe kontakt til voksne.
Til forskel fra samtaleterapien kan vi ved at anvende det fælles tredje som et terapeutisk redskab arbejde med barnet i dets konkrete handlinger, hvor der sker en interaktion samt refleksioner over følelsesmæssige forhold i kontakten med barnet.
Resultatet af indholdet i den udvalgte aktivitet er sekundær. Det væsentlige er processen – det der reflekteres over i kontakten barn/voksen. Udvælgelse og planlægning af aktivitet er dog ikke underordnet.
Aktiviteten skal differentieres, så den passer til det enkelte barn og udgøre en pædagogisk praksis, der er udsprunget af de udarbejdede behandlingsmål.
Det, barnet og den voksne deler og morer sig over i kontakttimen, bliver mere og mere sammensat og kompliceret efterhånden, hvilket kan anskues som et udtryk for barnets psykiske udvikling.

Gruppefaktoren
På behandlingshjem udgør relationerne børnene imellem en væsentlig faktor. Samspillet i børnegruppen kommer til at ligne det samspil, der findes i en familie. I den forbindelse er det behandlerens opgave at hjælpe barnet med at arbejde sig igennem de vanskeligheder, barnet har mødt/møder i sin oprindelsesfamilie.
Ofte har børnene svært ved at magte de sociale samspil, og der opstår jalousi og forsøg på splitting i gruppen. At barnets vanskeligheder aktiveres i forhold til børnene i gruppen, giver os mulighed for at arbejde/behandle på en direkte måde. Idet der er voksne omkring barnet det meste af tiden, er der mulighed for at at gribe ind og hjælpe barnet med at klare situationen/konflikten på en måde, der foranlediger udvikling af social kompetence. Barnet får støtte og vejledning, opmuntring og hjælp til at turde forsøge sig med nye måder at være sammen med andre på.
Gennem gruppeaktiviteter, børnemøder etc. tilegnes sociale færdigheder, der bl.a omfatter, hvordan man indleder, vedligeholder og afslutter interaktioner.
Børnene lærer at dele opmærksomhed og fokus, at dele fælles erfaringer og at vente på at gøre og tale efter tur. Således bidrager børnegruppen til, at barnets repræsentationer af relationer (RIG's) reorganiseres og dermed til udviklingen af mere positive selv- og objektrepræsentationer.
For barnet, der ikke har udviklet positive RIG's i selv-versus-anden kontakt, vil behandlingsarbejdet i børnegruppen stille krav til barnet, som det ikke har forudsætninger for at honorere.