David: Nogle gange kan jeg bruge de voksne her – nogle gange ikke…


12-årige David har det blandet med at bo på Kilden og gå i Skolen på Hvidborg. Nogle gange er de voksne ’fucking’ irriterende og råber ad ham. Og nogle gange hjælper de ham. For eksempel når pædagogerne trøster ham, hvis han har svært ved at sove og savner sin far og mor. Eller når de voksne i skolen sætter sig og nusser ham, så kan bedre kan koncentrere sig.

Nogle gange er det også irriterende, at han og de andre børn skal være på deres værelser 15 minutter om eftermiddagen.

– Det kalder de hvilestund. Men på en måde er det en meget god idé, siger han.

Sådan svinger David lidt frem og tilbage. Han fortæller, at han ind imellem stikker af fra Hvidborg. Hvis der er noget, der irriterer ham, eller hvis han bliver lokket af de andre børn. Han fortæller også, at han godt kunne lide at være med på skolens efterårstur.

– Det er også rart at få mad om morgenen og sætte sig med sin Ipad om eftermiddagen, siger han.

David er dygtig til matematik, men ikke så dygtig til dansk. Det er forskelligt, om han kan finde ud af at sidde stille. Nogle gange får han hjælp af de voksne, og det kan han godt lide. Han har masser af venner på Hvidborg. Og lige da han flyttede ind, mødte han en dreng, der også boede her, som han blev rigtigt gode venner med. Han har også masser af venner derhjemme, som han ser, når han er hjemme hos enten sin mormor eller sin mor.

David kom på Hvidborg, fordi han ikke var i skole i rigtigt lang tid, fordi han blev drillet af nogle af de andre børn. Det var mest i skolen, han havde det svært, men det var heller ikke rart, når hans far og mor skændtes. Noget, de ikke gør mere, siger han.

David græd, da han fik at vide, at han skulle flytte på Kilden. Da var han 10 år. På en måde hjalp det, da han kom herhen og så, at han fik sit eget værelse. Det hjalp også, da han mødte den anden dreng, han blev rigtigt gode venner med.

Nu ringer han hver mandag til sin mor, og hver torsdag taler han i telefon med sin far. Og så er han hjemme hver weekend hos en af dem, eller hos sin mormor.

– Nu har jeg det ok med at være her. Men jeg vil hellere være derhjemme, siger han.