Tidligere tog Emma på 12 år det meget tungt, når nogen drillede hende med at hun var lidt tyk. Eller sagde, at hun havde grimt hår.
I dag øver Emma sig på at sige til dem, der driller, at ”det kan da godt være, at jeg er tyk, men har du et problem med det? Det er jo ikke dig, der er tyk”.
Det er sådan nogle ting, Emma træner, når hun er på Kimen efter skoletid.
– Jeg er blevet gladere af at komme i Kimen. Jeg er nok blevet bedre til at sige ”pyt med det” og så komme videre i teksten, siger hun.
De kan se, om hun er sur
De voksne her er også gode til at se på hende, om hun er ked af det eller sur. De spørger, hvad der er galt og overtaler hende til at sige det. Så snakker de lidt om det og laver noget, der er hyggeligt og rart, så hun begynder at grine og få det bedre.
– Det er godt at være her, også hvis man har haft en dårlig dag i skolen, for eksempel fordi man er blevet uvenner med en veninde eller har slået sig. Når man er her, så tænker man på noget andet, siger hun og tilføjer, at hun er blevet meget bedre til at sige, hvordan hun har det end før.
Begyndte at trøstespise
Emma har altid været sådan en pige, der har taget det til sig og er blevet i skidt humør, når hun blev drillet. Men det var først, da hendes mor kom i fængsel, at hun fik det sådan rigtigt dårligt. Emmas mormor kom og boede i lejligheden og passede Emma og lillesøsteren. Men Emma savnede sin mor, og hun begyndte også at trøstespise.
Det blev bedre, da moren kom ud igen. Men så fik Emma en periode, hvor hun ikke ville i skole eller sove hos veninderne, fordi hun var bange for, at hendes mor ville forsvinde fra hende igen.
– Jeg var nok påvirket af det hele, siger hun.
Badminton og pulsen op
Hvornår de voksne helt præcist begyndte at tale om, at hun og hendes søster skulle begynde i Kimen to eftermiddage om ugen, husker hun ikke. Men hun husker den første dag, da de besøgte Kimen sammen med moren. Det var tæt på jul, og de voksne og børnene sad og lavede marcipan.
Emma og søsteren startede i Kimen. Emma var meget i salen, hvor hun godt kunne lide at danse. Her kunne de også spille badminton og få pulsen op. Senere fik Kimen en trampolin, hvor Emma har øvet sig på at lave baglændere og forlændere, men endnu er hun kun nået til at kunne falde ned på numsen og på ryggen.
Men så har hun lært så meget andet. At få mere selvtillid. At høre efter, når de voksne siger, at hun skal tro mere på sig selv og være mere glad for sig selv. Og så altså det med at kunne tale om, hvordan man har det.
– Hvis man siger, hvordan man har det, så ved de andre jo bedre, hvordan de skal hjælpe en, forklarer hun.
Ved at være parat til at komme videre
I dag går Emma kun en gang om ugen i Kimen. Hun er godt klar over, at hun en dag skal stoppe helt. Men det er ikke noget, hun længes efter.
– Jeg er ved at være parat til at komme videre. Men jeg vil gerne holde fast i det lidt endnu, siger hun og smiler.
