Gudrun: På Kilden får hun krammere nok


En glad pige, der hviler mere i sig selv og er begyndt at lære sine følelser at kende. Som er blevet rigtigt glad for at gå i skole. Og som er begyndt at få venner og lære, hvordan man kommer med i en leg.

Gudrun er mor til Ursula på 11 år. Hun har let ved at beskrive de forandringer, der er sket med datteren i de to et halvt år, hun har boet på Kilden og har gået på Skolen på Hvidborg – og hvor mor og datter i en periode har haft støttet samvær i Samværshuset.

– Jeg kan mærke på hende, at hun har udviklet sig så meget. Det kommer jo ikke bare af sig selv. De hjælper hende, og de gør det på en kærlig måde, siger Gudrun.

Jeg måtte have luft fra min datter

Forud for Hvidborg var gået nogle ikke så rare år. Samlivet med Ursulas far havde været konfliktfyldt, og skilsmissen og tiden derefter var hård. Gudrun siger, at datteren nok ikke fået tilstrækkeligt med opmærksomhed og ”både set og hørt ting, hun ikke skulle have oplevet”.

Allerede i dagplejen reagerede Ursula voldsomt, og det blev værre med alderen. Hun tudbrølede og skreg på vej til skole og kom kun derhen, fordi moren nærmest trak hende hele vejen. Hendes angst, vrede og frustrationer dominerede hverdagen for både Ursula selv, moren og lillesøsteren – og Gudrun så magtesløst til, mens datterens tilstand blev mere og mere alvorlig. I vinteren 2016/17 blev Ursula udredt og fik en diagnose, og samtidig nåede Gudrun, der selv lider af angst og depressive tendenser, en hård erkendelse: Hvis jeg ikke skulle tænke på, hvad andre tænker om mig, så ville jeg gerne have noget luft fra min datter.

Hårdt at fortælle hende det

Sagsbehandleren foreslog Hvidborg, og Gudrun besøgte stedet ’med åbent sind’ og faldt for, at det var hyggeligt og ikke spor institutionsagtigt. Men det var hårdt at fortælle datteren, at hun skulle flytte.

– Hun blev rigtigt ked af det. Lige dér kom jeg i tvivl, men kun i to sekunder. For jeg vidste, at hvis hun ikke fik hjælp, så ville der kun gå kort tid, før vores familie var totalt splittet ad, siger hun.

Datteren kan bedre mærke sig selv

I dag siger Gudrun, at datteren aldrig har haft det bedre. Og at det er Hvidborgs tilgang, der har skabt forandringen.

For eksempel sætter de voksne på Hvidborg ord på det, de oplever hos Ursula. Det hjælper hende til at mærke både sine egne og andres følelser: Hvornår hun er sur, hvornår hun er glad, og hvornår hun irriterer de andre børn. Hvidborgs ansatte fortæller moren, både hvad de ser, og hvad de gør. Og Gudrun har set nogle videoklip, hvor de ansatte med rolig stemme forklarer datteren, hvad hun skal gøre – noget Gudrun er begyndt at kopiere, når hun er sammen med sin datter.

I dag vil hun gerne i skole

I skolen bliver Ursula mødt på en helt anden måde end i folkeskolen – flere lærere og pædagoger og mere tid og overskud. Hun får også lov til lige at gå ind og slappe af med en Ipad, hvis hun føler sig presset.

– Hun har rykket sig rigtigt meget fagligt og socialt. Det er mange måneder siden, hun har sagt, hun ikke vil i skole. Der var lige en periode… Så aftalte jeg med Kilden og skolen, at jeg skulle ringe til hende hver morgen og sige, at ”nu skal du op og i skole”.

Fed oplevelse at kunne sige fra

I starten fik Gudrun og Ursula hjælp fra Samværshuset til at være sammen på en ny måde, så det ikke bare endte med skænderier og tårer.

– Det handlede også om, at Hvidborg tog ansvaret, så jeg kunne koncentrere mig om at være mor og ikke sige stop og skælde ud hele tiden. I dag kan jeg både være mor og én, der kan sige fra, når der er noget, hun ikke må. Det er en fed oplevelse, siger Gudrun.

… Og så det med krammere. Da Ursula flyttede på Hvidborg, var Gudrun bange for, om datteren kom et sted hen, hvor hun kom til at mangle krammere. Men det gør hun altså ikke på Hvidborg, er Gudruns erfaring!

Gudrun og Ursala hedder noget andet i virkeligheden.

I dag er Ursula flyttet til en længerevarende anbringelse tættere ved morens bopæl