Lise: Vi var ikke nået hertil uden Kimen


Lise på 31 år har to døtre på 12 og 9 år. Hun har altid været alene med pigerne. Den yngste har haft tilknytningsvanskeligheder og været udadreagerende, siden hun var helt lille. Den ældste altid har været meget følsom. På trods af det, klarede Lise hverdagen selv i mange år med minimal støtte fra kommunen.

Men det ændrede sig i 2016, hvor hun blev varetægtsfængslet i otte måneder på grund af en veninde, der – som hun siger – misbrugte hendes tillid og gjorde noget kriminelt. Efter de otte måneder var hun kortvarigt hjemme og afsonede så resten af sin dom i en udslusningspension.

– Fængslingen var prikken over i’et. Selvom min mor rykkede ind og passede pigerne i vores lejlighed, var de meget påvirkede, særligt i den periode jeg var hjemme inden pensionen, fortæller Lise.

Ellers var hun nok blevet anbragt

Den ældste led af separationsangst og ville ikke i skole. Den yngste blev meget udadreagerende, kunne ikke sætte ord på sine følelser og knyttede sig hverken til voksne eller andre børn. I skolen gik meget af tiden med enten at sidde på kontoret eller blive hentet af Lise.

Familierådgiveren bragte Kimen på banen. Kunne det være noget for pigerne, mens hun selv afsonede de sidste fem måneder i udslusningspensionen? Beslutningen blev, at begge piger skulle starte i Kimen to dage om ugen fra kl. 14 til efter aftensmad. Det blev ifølge Lise deres redning.

– Uden Kimen tror jeg, at min yngste datter var blevet anbragt uden for hjemmet, og jeg tænker, at min ældste havde været en meget indadvendt og forsagt pige, siger moren.

I stedet er de to piger nået langt. Den ældste er blevet meget bedre til at tackle sin følsomhed. Den yngste er stort set ikke udadreagerende mere, og hun har fået redskaber til at kunne knytte sig til både børn og voksne. Der er – langt om længe – kommet ro på skolegangen, også fordi hun det sidste år har gået på Skolen På Hvidborg.

Dybere kontakt med Kimen

Lise selv kom i starten kun i Kimen til opfølgningssamtaler og ’råd- og vejledningsmøder’ med familiens kontaktperson. Her fik hun redskaber til at håndtere pigernes uro og udfordringer – fx at gentage igen og igen til den ældste, at hun ikke kom væk igen, og at tale med den yngste både om begges følelser.

Med tiden er hendes egen kontakt til Kimen blevet mere intensiv og dybere. Hun har samtaler med sin kontaktperson om sig selv, hvor hun lærer sig selv og sine grænser bedre at kende, og hun har fået mere tiltro til sig selv.

– Når jeg bliver sur, har jeg let ved at hidse mig op over for pigerne. Nu er jeg blevet bedre til at adskille tingene og afslutte konflikterne dér, hvor de hører hjemme, så det ikke går ud over dem. Jeg er også blevet mere pædagogisk, så jeg fx kan få den yngste til at åbne sig for mig, når hun begynder at råbe eller slå, fortæller Lise.

Madkurv med aftensmad

Lise taler med sin kontaktperson i Kimen hver uge og har samtaler cirka en gang om måneden. Samtalerne foregår i Kimen, hjemme hos Lise eller på café. Og det er trygt at vide, at hun kan ringe døgnet rundt. Det benyttede hun sig af på en ferie, hvor den yngste reagerede meget voldsomt.

– Jeg ringede og spurgte, hvad gør jeg her. Jeg fik det råd at sætte mig ned med min datter, forklare hende meget konkret, hvad det var for et sted, vi var, og skabe et billede inde i hendes hoved af ferien. Og samtidig fortælle hende, at det var ok at reagere, husker Lise.

Fordi familiens økonomi er knap og overskuddet ikke i top, får familien lige nu en madkurv med hjem med to dages aftensmad. I starten var Lise ikke meget for ordningen.

– Jeg har svært ved at tage imod hjælp. Men de sagde’ tag nu imod den’. Og det er jeg rigtigt glad for i dag, siger hun.

På hendes egne præmisser

Hun nyder, at der altid er mad, kaffe og kage i Kimen, at der ind imellem arrangeres negleaften eller frisøraften for mødrene, og at der er hyggeligt at komme.

Og så er det en kæmpe fordel, at Kimen og den yngstes skole ligger på samme sted.

– Hvis min datter har haft en dårlig dag i skolen, kan de fortælle Kimen, at hun har brug for lidt ekstra omsorg uden at skulle ud i lange mailkorrespondancer. De har også lært min datter de samme håndtegn for, hvordan hun har det, så hun ikke behøver at bruge så mange ord. I det hele taget imødekommer de min datter på hendes egne præmisser begge steder, siger hun.

Lise er ikke morens rigtige navn.