Per: Vi sagde selv ’hjælp, nu er vi ved at knække’.


Pers datter Kathrine på 13 år spørger stort set hver uge sin far, hvornår han tror, hun kan komme hjem og bo igen.

– Kathrine elsker os og vi hende. Så der er ikke noget, jeg hellere ville, end at køre ud nu og hente hende hjem. Men det ville ikke være ansvarligt at gøre, før vi ved, at hun kan klare det, siger han.

Når Per kan holde savnet ud, er det, fordi han samtidig kan se, at Hvidborg er et godt sted for datteren at være, og at hun er glad for at være der.

– Da vi hentede hende og skulle på sommerferie, sagde hun, ’far er det ikke mærkeligt, men lige nu tror jeg faktisk, jeg kommer til at savne dem herude’, fortæller Per, der også noterede sig, at datteren krammede de voksne farvel og at børnene også kom og sagde farvel til hende.

Opad med trivslen

Kathrine har boet på Kilden i halvandet år og har gået i Skolen på Hvidborg i et halvt år. Især det sidste – at hun sover og går i skole det samme sted – har givet datteren ro på. Men i det hele taget er det mest gået opad med Kathrines trivsel og væremåde, siden hun startede på Hvidborg.

– De kører meget i rutiner for at gøre børnene trygge, både i skolen og på Kilden. De har også mange samtaler med Kathrine, hvor de taler om hendes symptomer. Kathrine har en skemalagt, struktureret og forudsigelig hverdag både i skoletiden og resten af dagen. Og så har hun sin primære person, hun kan gå til i dagtimerne, det hjælper også, siger Per.

En rigtig lorteperiode

For fem-seks år siden så alting ellers ret sort ud både for Kathrine og resten af familien. I første klasse udviklede datteren nærmest fra den ene dag til den anden angst og tvangstanker. Nætterne forvandlede sig til mareridt, og i skoletiden stak datteren af og ville hjem. Nogle år gik med kommunal hjælp, der ikke rigtigt battede, mens en udredning på børnepsyk. senere i forløbet udstyrede datteren med en række diagnoser. I samme periode kørte familien på pumperne, så opslidende var hverdagen. ’En rigtig lorteperiode’, som Per kalder det.

Datteren kom på en dagbehandlingsinstitution i hjemkommunen, men det var ikke nok. Aftenerne og nætterne hjemme tog på alle parter, fordi datteren stadig reagerede voldsomt og – for forældrene – uforudsigeligt. Derfor besluttede kommunen og forældrene, at Kathrine skulle flytte på Kilden, hvor hun kunne få behandling døgnet rundt.

Første reaktion var voldsom

Forældrene var på besøg på Hvidborg, og det hele virkede positivt på Per og hans kone. Meget ’nede på jorden’, åbent og frit og meget ’pædagogisk-agtigt’. Med gymnastiksal og udendørs trampolin – og forældrene fik at vide, at datteren ville få en cykel på Hvidborg, så hun også kunne beholde sin cykel derhjemme. Men datterens første reaktion var voldsom, da de fortalte hende, at hun skulle flytte på Hvidborg.

– Lige dér knækkede filmen for vores datter. Hold op, hvor blev hun ked af det. Men da chokket havde lagt sig, begyndte hun at glæde sig til at se sit nye værelse, fortæller Per.

Fællesskabet mellem børnene

Efter et år, hvor datteren boede på Kilden og fortsatte på dagbehandlingsinstitutionen – og hver dag ifølge faren blev hentet og bragt til skole af endnu en ny taxamand – kom Kathrine på Skolen på Hvidborg. Og begyndte udviklingen for alvor at tage fart.

– Nu har hun langt færre skift i hverdagen. Og så kan hun jo heller ikke pjække. De andre børn, der bor på Kilden, står jo også op og går i skole. Så de er alle i samme båd derude, og fællesskabet er stærkt mellem børnene, siger Per.

Første mål er hver weekend

Det er stadig svært for Per og hans kone at se, hvornår deres datter er tryg, og hvornår hun er ved at få et angstanfald. Kilden har foreslået forældrene at prøve metoden Marte Meo, hvor en pædagog videofilmer forældrene og datteren sammen og måske ad den vej kan opdage, præcist hvad der får Kathrine til at slappe af – og dermed holder angstanfaldene væk.

Hver anden måned har Per og hans kone en samtale på Hvidborg, hvor de svarer på en masse spørgsmål om datterens udvikling. De synes mest, det går opad. Næste mål er, at de skal have datteren hjem hver weekend, og måske er hun klar til at komme hjem om et halvt års tid.

Per og Kathrine hedder noget andet i virkeligheden