Hvidborgs faglighed - viden, håb og drømme for fremtiden


Alt arbejde på Hvidborg tager fagligt afsæt i mentaliseringsbaseret miljøterapi, psykodynamisk tænkning, nyere udviklingspsykologiske teorier, Marte Meo, relationspædagogik og den narrative og løsningsfokuserede tilgang.

Vores menneskesyn og vision tilsiger, at alle mennesker er enestående, og at håb for fremtiden giver næring til stræben efter forbedring.

Vi vil gerne være stedet, hvor alle børn og deres familier finder vej til trivsel og udvikling. Gerne – hvis det er realistisk – gennem en reintegration af barnet i familien og/ eller i et almindeligt skoletilbud.

På Hvidborg er udgangspunktet:

  • At børn skal matches med det rette tilbud fra starten. Målet herefter er en mindre indgribende indsats.
  • At alle børn og familier har individuelle indsatser med udgangspunkt i den kommunale handleplan.
  • At pædagoger og lærere laver mål og evalueringer med udgangspunkt i indsatserne.
  • At vi bruger FIT, både som effekt- og dokumentationsredskab og til udvikling af vores indsats via feedback fra børn og familier.
  • At vi bruger Marte Meo og analyserer samspil med barnet ud fra videooptagelser.
 

Menneskesyn


Vores menneskesyn er grundlaget for arbejdet med børnene og familierne. Vi tror på, at:

  • At alle børn har krav på og ret til “det gode børneliv” med udgangspunkt i deres egne ønsker og drømme og de ressourcer, deres familier og netværk har.
  • At det enkelte menneske fødes med en kerne eller essens af et selv, der udvikles i samspil med andre.
  • At det det enkelte barn er unikt og har helt sine egne behov og ressourcer. Og at det derfor skal mødes ud fra egne præmisser og ikke ud fra, hvad der “passer ind” på Hvidborg.
  • At menneskers håb for fremtiden er det, der giver næring til stræben efter forbedringer.
 

Værdier


  • Vi vil sikre, at alle børn og forældre behandles med respekt og ud fra deres individuelle behov – og med fællesskabet som forandringsmiljø.
  • Vi har en nysgerrig holdning, der bygger på en ægte interesse for at forstå den anden og for at fremme den andens udforskning af sig selv.
  • Vi mener, at det fremmer trygheden, at vi er tydelige med hensyn til vores egne reaktioner og refleksioner på en omsorgsfuld og mentaliserende måde.
 

Vision


Vi vil være Danmarks bedste institution for udsatte børn og familier.

Vi vil gøre det muligt for alle børn og familier at finde vej til trivsel og udvikling.

Vi skal være et udviklingsstøttende miljø på alle planer.

 

Mission


Vi skaber resultater ved at anvende vores faglighed til at inddrage og omsætte:

  • Den nyeste forskning – hvad virker?
  • Relevant teori, som hænger tæt sammen med vores værdier og formål med at bringe barnet i trivsel og udvikling.
  • Feedback fra børn, familier og samarbejdspartnere, der hele tiden holder os ajour med, om det, vi gør, har den ønskede effekt og blive klogere på hvad vi skal øve os på/træne/blive bedre til.
  • Dokumentation af indsatsen og målinger af effekten af disse (dagbogsprogrammet + FIT).

Forudsætningen er passionerede medarbejdere, der udfordrer og udvikler deres faglighed, og nysgerrigt og kreativt stræber efter altid at gøre det ypperste.

 

Overordnede tilgange


På hele Hvidborg arbejdes der med de fire tilgange:   Det gør vi, fordi de understøtter vores menneskesyn, værdier og målsætninger. De fire ’teorisæt’ kan ikke hver især ses isoleret – de hænger sammen og er hinandens forudsætninger.

Mentaliseringsbaseret miljøterapi

I mentaliseringsbaseret miljøterapi fokuseres på barnet i alle dets livssammenhænge. Formålet er at standse det ydre omsorgssvigt ved – gennem struktur, genkendelighed og mentalisering – at drage omsorg for barnet og mindske kaos. Hverdagen på Hvidborg er derfor struktureret og planlagt, og hvert barn har en individuelt tilrettelagt dagsrytme, som, de voksne drager omsorg for, bliver overholdt.

Ved at skabe en ydre ro og vise, at vi kan rumme barnet, bliver det tydeligt for os og barnet, hvad vi skal arbejde med. Hermed bliver det muligt at standse det indre omsorgssvigt og hjælpe barnet i udvikling.
Metoder: Spejling, Jeg-støtte og Regulering af adfærd.

Psykodynamisk tænkning

Vi arbejder terapeutisk med barnets følelser og ressourcer og det indre verden, som de kommer til udtryk gennem alle døgnets timer – hvad enten det er ved middagsbordet, i en skoletime eller i relationen med forældrene.

Vi giver barnet ro, når det indskrives, så det får tillid og lyst til selv at udfolde sig og vise os, hvordan det oplever verden, og hvad vi derfor sammen skal arbejde med.

Vi analyserer til stadighed, hvad der sker i vores egne relationer med børnene og bruger dette i forståelsen og behandlingen af dem.

Udviklingspsykologi

Børn oplever gennem de første levemåneder og -år samspil i mange situationer og på mange måder; disse “måder at være sammen med andre på” udgør et fundament af erfaringer i deres psyke og er basis for deres selvdannelse. Et menneskes erfaringer med tilknytninger, trygge eller utrygge, udgør forventningsmønstre i os, når vi indgår i relationer, og kommer dermed til at præge vores måde at reagere på og hvordan vi afstemmer os i forhold til hinanden. Udviklingspsykologien og det neuroaffektive hjælper os til at ’aldersbestemme’ den hjælp, barnet har brug for.

RELATIONSPÆDAGOGIK

Børn udvikler deres egenskaber, værdier og meninger i relationer til andre. Det er i relation og i dialog med andre, at børnene lærer noget om sig selv, som de kan tage til efterretning eller arbejde på at ændre. Relationspædagogik tager afsæt i en forståelse af, at det er via den trygge relation, at vi kender børnenes udvikling og behov, og det er via en tryg relation, vi får adgang til at arbejde med børnene og deres aktuelle behov. Det bliver altså igennem relationen, vi kan arbejde med Barnets udviklingszone.

 

Konkrete metoder


MARTE MEO

Marte Meo betyder ’ved egen kraft’, og metoden bruges ved kontaktskadede og samspilsskadede børn. Den er en måde at få øje på de ting – mimik, ord, håndbevægelser og andre typer af hverdagssamspil mellem barn og forælder eller barn og pædagog – der har en positiv effekt på barnet. I Marte Meo videofilmer man hverdagssamspillet. Herefter analyserer Marte Meo-terapeuten videomaterialet og får øje på ellers ’skjulte’ interaktioner, der kan være med til at forbedre, etablere eller reetablere samspillet mellem barnet og forælderen eller barnet og pædagogen.

NARRATIVE OG LØSNINGSFOKUSEREDE TILGANGE

Den narrative tilgang betragter forestillinger om en selv og andre som fortællinger, som kan sprogligt om- og redefineres. Det sprog, vi bruger, bliver derved skabende og kan potentielt

medvirke til at skabe nye muligheder for barnets tænkning og handling, ligesom det blandt personalet kan bidrage til at få øje på oversete perspektiver/fortællinger, som bidrager til en mere dynamisk og bevægelig forståelse af barnet.

Ved eksternalisering af problemet dvs. beskrivelse af problemet som et

fænomen uden for barnet, kan pædagogen undersøge graden af problemets indflydelse på barnet/familien og hvilken indflydelse, de selv har på, om problemet skal løses.

DRØMMEVEJEN

”Drømmevejen” viser et billede af en vej, der bugter sig ind i et landskab – intentionen med at vise billedet er, at det synliggør den fælles vej, vi skal ud ad og målene for den. Metoden muliggør gennem fire trin, at familien, rådgiver og Hvidborg sammen tager på en rejse ud i, hvad der skal ske, mens barnet bor her/er indskrevet her.

FIT

FIT er et dialog- og effektmålingsværktøj, Hvidborg bruger i vores arbejde med familierne og børnene. Hovedformålet

med FIT er at måle, hvordan familien, sagsbehandler, andre i netværket og barnet selv oplever barnets trivsel. Herudover hjælper den indsamlede feedback os til at tilrettelægge arbejdet med barnet og familien, så barnet kommer i bedre trivsel.

 

Kost og sundhed


God kost og bevægelse i hverdagen indgår som en vigtig kilde til fællesskab, trivsel, samvær og omsorg på Hvidborg.

Hvidborgs målsætning er at give børnene god og sund mad, som taler til alle sanser, som fremmer deres trivsel og udvikling her og nu, og som er med til at opbygge gode og sunde mad- og måltidsvaner på længere sigt.

Måltiderne tilrettelægges, så de er hyggelige, og dermed fremmer børnenes spiselyst og gode mad- og måltidsvaner på længere sigt.

I alt vedrørende sundhed går de voksne forrest og viser vejen for børnene. Det vil sige, at de selv efterlever de retningslinjer vedrørende sundhed, de opstiller for børnene.

Hvidborg giver tilbud om fysisk aktivitet 2-3 gange ugentlig + bakker op om, at børnene skal deltage i foreningslivet.