Velkommen til Kimen


Måske sidder du og kigger på denne side, fordi det er blevet besluttet, at du og din familie skal starte her i Kimen. Så vil vi gerne starte med at sige, at vi glæder os til at se dig. Og at vi håber, at du får det rigtigt rart her hos os, sammen med de andre børn og os, der arbejder her.

Måske har du en masse spørgsmål. Vi tager nogle af dem nu og viser også nogle billeder fra vores dejlige sted – og så taler vi om resten, når vi ser dig hernede.

Til top

Benjamin: Mine kammerater vil gerne med herned og lege.

Læs mere om hvad Benjamin siger om at gå i Kimen.

Emma: Jeg har fået mere selvtillid.

Læs mere om hvad Emma siger om at gå i Kimen.

 

Skal man bo og sove i Kimen?


Nej det skal man ikke. Kimen er et sted, hvor man kan være et par dage om ugen efter skole og indtil, man har spist aftensmad. Du skal bo hjemme i din familie, som du plejer.

Nogle gange sover en gruppe børn og voksne i Kimen, når det er efterårsferie eller vinterferie – lidt ligesom en lejrtur. Så hygger vi, ser film, leger og spiser lækker morgenmad, inden vi skal hjem.

Til top

Her er vi i gang med at bage snobrød på bålpladsen. Der er popcorn i den sorte gryde.

 

Hvad laver man de eftermiddage, man er hos jer?


Her er, hvordan en typisk eftermiddag vil se ud:

Vi henter dig fra skole klokken 14 i vores egen bus. Når du og de andre børn er kommet, sætter vi os i vores spisekøkken og spiser lidt eftermiddagsmad – frugt, saft og boller. Vi hygger og taler om, hvad vi skal lave resten af dagen. Det kan godt være forskelligt fra barn til barn.

De fleste skal lave lektier. Måske har du allerede fået en ven her i Kimen, du gerne vil lege med – eller flere. Så kan I gå i vores sal, hvor man kan spille bold og være lidt vild. Eller I skal måske ud og hoppe på trampolin eller være på legepladsen. Der er altid voksne med, så de kan hjælpe dig, hvis du er lidt genert eller let kommer op at skændes med de andre børn.

Nogle gange kan man have lyst til bare at sidde i en hyggekrog alene med en voksen og snakke lidt. Måske har det været en dum dag i skolen eller derhjemme. Så kan det hjælpe lige at blive trøstet. Eller få en god ide til, hvad man kan sige til dem, der driller, så de holder op med det.

Det kan også være, du synes, det ville være sjovt at få sat håret i en skør frisyre. Så rydder vi bordet og leger frisør.

Der er masser af ting at lave. Og voksne, der har god tid til at hygge med dig og høre, hvordan du har det.

Vi spiser aftensmad sammen (nogle gange kan det være, du har lyst til at være med til at lave mad ?).

Bagefter kører vi dig hjem og fortæller lige dine forældre, hvordan dagen er gået.

Til top

Vi elsker at spille spil - tit børn og voksne sammen.

 

Skal mine forældre og mine søskende også herned?


Det kan godt være, at din mor eller far kommer herned og snakker med os om voksen-ting. Vi kommer også hjem til jer en gang imellem. Eller vi tager alle sammen en tur i skoven – dig, din far og mor, dine søskende og en af os. Vi holder flere fester i Kimen hvert år, hvor hele din familie bliver inviteret. Der er f.eks. til jul og om sommeren.

Til top

 

Hvorfor skal jeg egentlig gå hernede?


Det er et rigtigt godt spørgsmål. Det kan være, at de voksne – enten dine forældre, din klasselærer eller en fra kommunen – har lagt mærke til, at du ser trist ud. Eller at det virker, som om der er noget, der gør dig ked af det eller gal i skralden. Sådan at du ikke rigtigt har det godt i skolen eller derhjemme.

Nu tænker du måske, hvordan i alverden kan de hjælpe mig med det?

Det kan vi på mange måder. Først skal vi lytte til dig. Og så skal vi øve det, du måske har det svært med. Man kan nemlig godt blive bedre til ikke at blive så hidsig, når man bliver sur. Eller til at blive bedre til at lege med andre børn uden at komme op at skændes. Eller blive bedre til at forstå, hvad det er lærerne forsøger at forklare i matematik.

Når en familie går i Kimen er der også noget dine forældre skal øve sig på – og det hjælper Kimen dem med. Det kan f.eks. være, at dine forældre skal øve sig på ikke at råbe og skælde ud eller at blive rigtig gode til at gøre det hyggeligt, når de putter dig om aftenen.

Hvis du har det svært i skolen eller i din klub, kan vi også tale med dem om, hvordan du kan få det bedre der.

Til top

Vi behøver ikke altid sidde og snakke om det, der er svært. Mens vi pjatter, lærer vi hinanden at kende.

 

Må jeg få mine kammerater på besøg her?


Ja, det må du godt. ikke hver gang, men en gang imellem. Så kan de også se, at det er et fedt sted, du går. Du kan også holde din fødselsdag for klassen her. Det plejer at være smaddersjovt.

… Og så skal vi også huske at sige, at vi tager på koloni om sommeren. Alle børn tager med – og vi tager som regel et sted hen, hvor vi kan bade og lege både udenfor og indenfor. Hvis du ikke har prøvet at være på koloni før, så glæd dig – og husk, vi voksne passer på dig.

Til top

Det er ikke hver gang, du er i Kimen, vi får pandekager. Men en gang imellem...