Det Hvide Hus – tryg base i lokalmiljøet


Det Hvide Hus er Børnecenter Hvidborgs opholdssted for syv børn fra 5 til 18 år med mulighed for efterværn. Alle børnene er fra Hvidovre, og opholdsstedet understøtter dermed Hvidovre Kommunes målsætning om, at så mange anbragte børn som muligt skal blive boende i kommunen under deres anbringelse og have et så normalt børne- ungeliv som muligt

Det Hvide Hus er for børn og unge, hvor en – ofte langvarig – anbringelse i et miljø med fagligt kompetente og omsorgsfulde pædagoger er nødvendig for at sikre børnenes udvikling og trivsel, men hvor egentlig behandling ikke skønnes nødvendigt. Børnene går i skole på en af de lokale special- eller folkeskoler. De har fritidsliv, klub og fritidsjob i lokalmiljøet – det hele som regel med støtte fra Det Hvide Hus.

Det Hvide Hus profiterer af at være integreret i Børnecenter Hvidborg. Børnene er en del af en større børnefolk, og medarbejderne har tværfagligt samarbejde, sparring og kompetenceudvikling med det øvrige børnecenter. Familierne kan – hvis der også er hjemmeboende børn – være tilknyttet Kimen, der er Hvidborgs forebyggende familietilbud.

En anbringelse i Det Hvide Hus skaber en tryg og hjemlig base for børnene, hvor de udbygger deres kompetencer og mentaliseringsevne i børnegruppen og udvikler en positiv identitet. Relationerne til forældre, søskende, venner og lokalmiljø opretholdes og forbedres, også fordi Det Hvide Hus er meget åbent for barnets netværk. Børnene får redskaber og ressourcer til at tage en ungdomsuddannelse, og sendes videre ud i livet med en ’rygsæk’ fyldt med muligheder for et godt voksenliv. Og med et sted, de – forhåbentlig – vil komme tilbage og besøge i voksenlivet.

Til top

 

Antal pladser og målgruppe


Det Hvide Hus er for børn fra Hvidovre Kommune. Der er plads til syv børn i alderen 5 til 18 år med mulighed for efterværn til det 22. år. Vi har to aflastningspladser for børn, hvis familier modtager familiebehandling i Kimen.

Børnene er normaltbegavede og har psykiske, sociale og følelsesmæssige problemer. Deres evne til tilknytning kan være begrænset, men de har et fundament af mestringsstrategier. Egentlig behandling skønnes ikke nødvendig på anbringelsesstedet. Anbringelsen forventes at have længerevarende karakter.

Læs mere om visitation.

Til top

Vores børn er fra 5 til 18 (22 år). Her er vi på sommerferie i Barcelona.

 

Rammer og omgivelser understøtter det hjemlige


Det Hvide Hus er en stor, gammel villa, centralt beliggende som en del af Børnecenter Hvidborg, midt i Hvidovre tæt på skoler og alt andet i nærmiljøet. Villaen og de dejlige omgivelser med grønne områder, trampoliner, multibane, legeplads, fodboldbane mm, som de deler med resten af Hvidborg, er rammen om børnenes hjem, mens de bor hos os.

I villaens stueetage er der stort køkken-alrum og stor stue, hvor vi spiser, har gæster og laver en masse ting i fællesskab. På første sal – den mere ’private’ del af huset – har hvert barn sit eget værelse, som det er med til at indrette. Herudover har børnene en fælles stue.

Vi har to hyggelige familieværelser, hvor familie og netværk til børnene i Det Hvide Hus kan overnatte i weekender og ferier, så de kan være tæt på deres børn i hverdagslignende rammer.

Vi har et værelse til børn i aflastning via Kimen.

Til top

Den nye legeplads på Børnecenter Hvidborg benyttes flittigt - både af børn og voksne.

 

Hverdag og struktur ligner en normal hverdag


Vi bestræber os på at få hverdagen på Det Hvide Hus til at blive så hjemlig som mulig.

Børnenes døgnrytme afspejler de aktiviteter, de er en del af. De bliver vækket og spiser morgenmad, afhængigt af deres mødetid i skolen. Så snart de er i stand til det, cykler de eller tager bussen til skole. Efter skoletid går de i klub, til en fritidsaktivitet eller er sammen med kammerater – alt efter aftale. Vi spiser sammen ved 18-tiden, og der er faste sengetider i hverdagene. Afhængigt af behovet hos det enkelte barn er der fastere eller løsere struktur omkring dem.

Forældre, netværk og venner fylder rigtigt meget i hverdagen – altid med udgangspunkt i barnets behov.

Til top

Alle børn i Det Hvide Hus får en cykel, hvis de mangler, så de med tiden selv kan køre til skole.

 

Faglighed – vi hjælper, støtter og guider


Det Hvide Hus bygger sin faglighed og sin tilgang til børnene på tre grundpiller: Relationspædagogikken, ressourcetænkningen og den mentaliseringsbaserede pædagogik. Vi bestræber os som voksne på at give troværdig omsorg og nærvær. Vi arbejder med det, der sker i mødet mellem børnene i gruppen og i samspillet mellem pædagog og barn. Vi fokuserer på det, der fungerer, og som giver mulighed for udvikling og trivsel. Vi benytter jeg-støtte, spejling, forudsigelige strukturer og en narrativ tilgang. Og vi hjælper, støtter, guider og er sammen med børnene – og i det omfang, det er muligt, også forældrene – i den udviklingsproces, de hver især gennemgår.

Vi bruger FIT og dermed børnenes egne tilbagemeldinger til at ’måle’ vores arbejde og tale med børnene om deres udvikling.

Styrken i Det Hvide Hus er, at alle fastansatte medarbejdere er uddannede pædagoger, og at de enten har eller er i gang med videreuddannelse inden for mentaliseraseret miljøterapi, Marte Meo, narrativ terapi eller refleksiv pædagogik. Alle vikarer har erfaring inden for området, og mange er i gang med en relevant uddannelse.

Til top

Vi bruger FIT, så vi får feedback fra både børnene selv og forældrene på, hvordan det går børnene.

 

Samarbejdet udadtil


Alle forældre får et ugentligt opkald, og de inviteres med til alle opfølgningsmøder. Vi har et meget tæt samarbejde med de fleste forældre.

Vi har et intensivt samarbejde med børnenes skoler. Vi har jævnligt møder med disse, og skolerne inviteres med til alle opfølgningsmøder omkring børnene.

Vi samarbejder med de fritidsklubber, de unge går i.

Vi har et samarbejde med ungdomspsykiatrien (Glostrup ungdomspsykiatri), JanusCentret og andre behandlere.

Vores fokus på børnenes sundhed betyder, at vi har tæt samarbejde med børnenes praktiserende læge og tandlæge, lige som Hvidovre Kommunes målsætning om et årligt sundhedstjek til alle udsatte børn giver os et tæt samarbejde med sundhedsplejen.

Til top

Vi mødes jævnligt med alle dem, der har med vores børn at gøre, for at støtte dem i deres livsudfoldelser.