Skolen på Hvidborg har fokus på udslusning


Skolen på Hvidborg er Børnecenter Hvidborgs specialskole med plads til 20 børn fra 0. til og med 7. klasse. Nogle af børnene kommer fra Hvidborgs døgninstitution Kilden, andre er ’dagbørn’ fra Hvidovre Kommune. Skolen har lige dele lærere og pædagoger ansat, og skoledagen består både af undervisning og behandling

Efter skoletid modtager dagbørnene supplerende dagbehandling, inklusive forældreinddragende/familiebehandlende aktiviteter, af skolens medarbejdere.

Skolens fokus er at hjælpe børnene i trivsel og udvikling, så de kan komme tilbage til folkeskolen, enten i de almene klasser eller i gruppeordning. Vi lærer dem at gå i skole igen og gebærde sig både i klasselokalet og i skolegården. Vi fylder huller ud fagligt, vi lærer dem at få venskaber, og vi sørger for at give dem en masse gode oplevelser både i skolen og på ture. Vi har tre længere behandlingsture om året: Lejrsskole, skitur og Idrætslejr.. For os er målet at møde og rumme børnene, dér hvor de er og genskabe deres glæde ved at lære.

Skolen tilbyder hele folkeskolens fagrække med hovedvægt på dansk, engelsk og matematik og ugentlige temadage med naturfaglige fag og historie/kristendom. Børnene er inddelt i tre aldersopdelte klasser, der hver har to folkeskolelærere og to pædagoger tilknyttet, mange af dem med lang erfaring og efteruddannelse i målgruppen. Undervisningen er individuelt tilrettelagt efter børnenes undervisningsfaglige elevplan, psykologfaglige indsatsplan og mål for behandlingen.

Skolen på Hvidborg har en partnerskabsaftale med den lokale folkeskole, Risbjergskolen, blandt andet om brug af dens faciliteter, fx ressourcecenter og læsevejledere, deltagelse i undervisningen og en model for udslusning.

7 ud af 10 af vores børn udskrives til et almindeligt skoletilbud efter Skolen på Hvidborg.

Til top

Her på skolen lærer vi børnene at få venner.

 

Antal pladser og målgruppe


Skolen har plads til 20 børn. 12 af disse bor på Hvidborgs døgninstitution Kilden. For dem fungerer skolen som en intern skole. De 8 andre børn bor i Hvidovre Kommune – enten hjemme eller fx i plejefamilie. For dem fungerer skolen som et heldagstilbud med undervisning og dagbehandling, og deres familier kan samtidig være tilknyttet Kimen, der er Hvidborgs forebyggende tilbud.

Børnene er fra 6 til 14 år. De er normalt begavede og har ofte været udsat for omsorgssvigt og/eller har en adfærds- eller tilknytningsforstyrrelse, som har indvirkning på deres trivsel og udvikling i skolen.  Børnene kan have psykiske, sociale og følelsesmæssige vanskeligheder både i skolen og hjemmet eller i deres plejefamilie.

Skolen ind- og udskriver løbende over hele året. Der lægges altid en individuel plan for det enkelte barns indskrivning.

Til top

Sådan kan man også lære... Hver klasse har både et klasseværelse og et fordybelsesrum.

 

Rammer og omgivelser giver læring og udsyn


Skolen på Hvidborg er nybygget til formålet i 2015 og ligger sammen med resten af Børnecenter Hvidborg i centrum af Hvidovre.

Skolen består af seks klasselokaler – et faglokale og et fordybelsesrum til hver af de tre klasser. Alle børn har deres egen arbejdsstation. Herudover er der to køkkener til Krea og måltider, et fællesrum og en række faglokaler: Musiklokale, træværksted, sanserum, fodbold- og multibane, gymnastiksal mm.

Skolen har masser af grønne områder og legepladser. Vi har vores egne biler, der blandt andet bruges på de ugentlige tema-/turdage og de længere behandlingsture.

Via vores beliggenhed kan vi bruge de faglige tilbud, der er til børn og unge i Hvidovre Kommune: Quark Naturcenter, ScienceKommune Hvidovre mm.

Børnene får sunde og nærende mellemmåltider og frokost i skoletiden – lavet i Hvidborgs eget moderne køkken.

Til top

Når man bager kage, har man også matematik. Det kan være metoden for nogle af børnene.

 

Hverdag og struktur befordrer udvikling og læring


Børn fra døgninstitutionen Kilden

En skolepædagog fra hver af de tre klasser spiser morgenmad på Kilden sammen med børnene og en pædagog fra Kilden og får på den måde et indblik i børnenes oplevelser siden skolens slut dagen før. Kildens børn og skolepædagogen følges herefter over på skolen.

 

Børn fra Hvidovre Kommune

Dagbørnene ankommer mellem kl 7.30 og kl. 8.00, hvor der er personale til at modtage dem. Tiden frem til skolestart bruges til at børnene ’tjekker ind’, får bygget bro mellem det, de kommer fra, og skolen og på den måde får en rolig start på skoledagen.

Efter skoletid er der supplerende dagbehandling: Udviklingsstøttende aktiviteter enkeltvis eller i grupper, forældreinddragende aktiviteter, spil og mulighed for lektiecafé. Ind imellem laver børn og pædagoger mad, som børnene kan tage med hjem.

Dagbørnene har hver 14. dag en samtale med deres primærpædagog, hvor de laver FIT og taler om barnets mål for skolegangen.

I skolefri perioder har dagbehandlingen åbent 5 uger om året. Man-tors fra kl.7.30-16 og fre kl.7.30-15.

Selve skoledagen

Der er undervisning fra kl. 8.00 til kl. 14.00 (tirsdag til kl. 16) og faste frikvarterer med pædagogisk støtte. Der undervises i overensstemmelse med lovgivningen på området og med hensyntagen til det enkelte barns faktiske, faglige niveau samt sociale og psykologiske kompetencer.

Strukturerne i skolen bygger på miljøterapeutiske principper, der skaber tryghed gennem genkendelighed og samtidig mulighed for at arbejde pædagogisk med det enkelte barns vanskeligheder, som de kommer til udtryk i strukturen og gruppen. Herudover bestræber vi os på, at dagen ligner en almindelig skoledag.

Der er faste ’overlap’ både ved skoledagens start og slut, hvor børnene trænes i at sætte fokus på én ting, som har en klang af udvikling og succes, og som de kan tage med sig ved overgangen til den nye situation.

Til top

Vi taler altid om det, hvis dagen er startet skidt for nogle af børnene.

 

Høj faglighed skolefagligt og pædagogisk


Skolen har seks uddannede folkeskolelærere og seks uddannede pædagoger, der arbejder tæt sammen i hverdagen og som på grund af den høje normering har tid til de enkelte børn.

Skolens personale arbejder altid med udgangspunkt i den nyeste forskning på området. Alt personale enten har – eller skal løbende uddannes inden for – systemiske/narrativtænkning, miljøterapi og Marte Meo. Mange har erfaring fra andre specialskoler. Den skolemæssige faglighed suppleres af den mentaliseringsbaserede miljøterapeutiske tilgang med jeg-støtte, adfærdsregulering, spejling og fokus på mikrostrukturer, der er med til at få børnene tilbage på sporet. Lærere og pædagoger arbejder altid ud fra udviklingspsykologien med zonen for nærmeste udvikling for øje.

For både lærere og pædagoger gælder, at de ser børnenes adfærd som udtryk for noget bagvedliggende og giver dette – ikke adfærden – opmærksomhed. Lærere og pædagoger er nysgerrige og bestræber sig på at ’oversætte’ børnenes adfærd, så den giver mening både for dem selv og de voksne.

Skolen på Hvidborg er både med i det landsdækkende læringsprogram for anbragte børn Lær for Livet og i projektet Læs for Livet, der donerer skræddersyede biblioteker til udsatte børn.

Til top

Nogle gange har børnene bare brug for at få lidt massage for at falde til ro.

 

Samarbejde udadtil øger fagligheden


Som på resten af børnecenter Hvidborg har vi et tæt samarbejde med forældrene. Vi har ugentlig – og ved behov daglig – kontakt ud fra en anerkendende tilgang og inddrager forældrene løbende med det formål, at de forstår og bakker op om deres barns skolegang og behandling. Forældrene inviteres med til alle opfølgningsmøder.

Skolen på Hvidborg samarbejder både ved indskrivningen og løbende med PPR-psykolog fra Hvidovre Kommune, der har timer afsat særskilt til skolens børn, primært om undervisningsrelaterede emner. Herudover samarbejder skolen med de enkelte dagbørns familierådgivere.

Skolen på Hvidborg har en formaliseret partnerskabsaftale med den lokale folkeskole Risbjergskolen om at støtte børnene tilbage i den almindelige folkeskole.

Skolen på Hvidborg samarbejder med den lokale SFO og fritidsklub, fx når dagbørn udsluses til disse.

Vi har et tæt samarbejde med tandlæger og sundhedsplejerske.

Vi er i netværk både med specialskoletilbuddene i Hvidovre Kommune og med de øvrige specialskoler tilknyttet foreningen LIVSVÆRK.

Til top

Vi er hvert år med på idrætsstævne på Orøstrand