Et rart sted at være

Kilden er dit ekstra hjem for en periode. Et sted hvor der trygt for dig og hvor der altid er en voksen i nærheden.

Kilden er et hyggeligt ekstra hjem, hvor du bor i hverdagen. Her passer voksne på dig døgnet rundt og hjælper dig til at få det bedre. Vi har masser af erfaring med børn, der har det svært, og vi kan også hjælpe dig og din far og mor med at få det bedre sammen.

Kilden har masser af dejlige ting, du kan lave sammen med de andre børn: Trampolin, fodboldbane, legeplads, TV-stue og gymnastiksal. De voksne er altid i nærheden og hjælper til, hvis I har svært ved at lege sammen og måske bliver uvenner.

Det er ikke meningen, at du skal bo her resten af din barndom. Du skal bo her et stykke tid, mens vi sammen finder ud af, hvordan du kan få det bedre.

Du har sikkert en masse spørgsmål. Vi forsøger at svare på dem her. Hvis du mangler svar på noget, må du altid spørge os.

Kilden Børn FAQ

Ja, alle børn, der flytter ind på Kilden, får deres eget værelse, som de er med til at møblere, når de flytter ind. Det er et stort, pænt værelse, hvor der også er plads til de ting, som du gerne vil have med hjemmefra.

Børn på døgninstitutionen Kilden får også en cykel og du kan låne en Ipad, hvis du har brug for det. Og hvad du ellers har behov for.

Sådan bor et af børnene på Kilden. Du er selv med til at indrette dit værelse.

Ja, det kan du. De er meget velkomne til at komme og besøge dig her på Kilden og måske spise aftensmad med os. Selvfølgelig skal det passe med alt det andet du laver, din skole og dine fritidsaktiviteter.

Du kommer også hjem på weekend og i ferier. Og mange af vores børn ringer sammen med deres forældre og søskende i løbet af ugen. På den måde kan du følge med i, hvordan det går derhjemme.

Du kan også sagtens få besøg af dine gamle venner her – det aftaler vi bare.

Dine forældre eller venner kan godt spise med – vi skal lige aftale det på forhånd.

De fleste børn på døgninstitutionen Kilden starter med at gå i skole her hos os. Vores skole hedder Skolen på Hvidborg. Den har meget små klasser, og der er både lærere og pædagoger. De sørger for, at det bliver godt og trygt for dig at gå i skole igen, både i undervisningen og i frikvartererne.

Du kan læse mere om Skolen på Hvidborg.

Når du har gået på skolen i et stykke tid, taler vi om, om du har mod på at prøve at gå i skole på en af de lokale folkeskoler – måske bare i nogle af timerne… Det kan for eksempel være Risbjergskolen. Men det taler vi mere om hen ad vejen.

Skolen på Hvidborg ligger lige ved siden af Kilden. Det er meget praktisk, især om morgenen.

Vi kalder det en behandlingsinstitution, fordi vi hjælper med – eller behandler – det, du har det svært med. Lige som, hvis du havde brækket benet, hvor du også bliver behandlet, så benet vokser sammen igen. Måske har du svært ved at sove, måske har du svært ved at lege med dine klassekammerater eller søskende uden at komme op at skændes, måske bliver du meget hidsig eller meget ked af det, når du bliver drillet. Vi hjælper dig med at finde ud af, hvad der sker og hvorfor. Så kan du øve dig i at gøre tingene anderledes, så du fx får lettere ved at få venner.

Nogle gange hjælper vi hele din familie. Måske har din far og mor også noget, de skal øve sig i, så I får det sjovere og rarere, når I er sammen.

Har du spørgsmål? Kontakt os i dag

Vi sidder klar til at besvare ethvert spørgsmål, du måtte have, som du ikke får besvaret her på hjemmesiden. Så tøv ikke med at ringe eller skrive til os.

Ring til os på +45 36 78 00 12 eller send en mail til hvidborg@hvidovre.dk. Vi ser frem til at høre fra dig.