For børn
Til børn – Skolen på Hvidborg
Velkommen til Skolen på Hvidborg
På Hvidborg ønsker vi, at du skal føle dig tryg, mødt med forståelse og opleve, at du hører til.
Måske har det været svært at gå i skole i en periode. Derfor gør vi os umage for at lære dig godt at kende og finde ud af, hvad der hjælper dig bedst.
En skole med plads til dig
Skolen på Hvidborg er en lille skole med få elever og mange voksne. Vi har små klasser, hvor der er tid til at se det enkelte barn og skabe gode relationer.
Vi hjælper dig med at lykkes
På Hvidborg tror vi på, at alle børn kan udvikle sig. De voksne hjælper dig med at finde løsninger, lære nye ting og komme godt videre, når noget driller.
Fællesskab og gode oplevelser
Vi ønsker, at du oplever glæden ved at være en del af et fællesskab, hvor der er plads til forskellighed, og hvor man hjælper hinanden.
Sammen finder vi vejen
Vi tager udgangspunkt i dine styrker, interesser og mål og hjælper dig med at tage det næste skridt i dit skoleliv.
Har du spørgsmål?
Du kan altid spørge de voksne, hvis der er noget, du er i tvivl om. Vi glæder os til at møde dig og lære dig at kende.
PIGE PÅ 13 ÅR: DA JEG HAVDE BOET HER LIDT TID, BLEV DET HVERDAG, OG SÅ BLEV DET NEMMERE.
Da hun var 11 år, var hun med til et møde med sine forældre, sagsbehandler, kontaktperson og skolen. Her fik hun at vide, at hun skulle flytte på Kilden på Hvidborg.
– Jeg græd rigtigt meget, og jeg var også gal på min far og mor, fordi jeg troede, at det var dem, der havde sagt, at jeg skulle herover. Men da jeg fandt ud af, at det ikke var deres skyld, og at jeg ville komme hjem på weekend og også hjem at bo igen, så kunne jeg bedre forstå det, siger hun.
VI FANDT UD AF DET
Hun vil stadig hellere gå i skole i sin gamle skole. Men det er ’fint nok’ at gå her, og hun kan også godt se, at der er kommet mere ro på hende, efter hun begyndte på Hvidborgs egen skole, der ligger 20 meter fra, hvor hun bor.
– Der er gode lærere og gode pædagoger. Og der er mange voksne i en klasse til at give hjælp, så man hurtigt kan komme videre. De hjælper mig med at sætte mig ned og blive, hvor jeg er, siger hun.
Et eksempel: Hun har lige haft om syvtabellen. Hun forstod ikke, hvad læreren sagde. Tidligere ville hun være blevet rigtigt irriteret over det. Men læreren hjalp hende og sagde, at ’det er ok, vi skal nok finde ud af det’.
– Og det gjorde vi, siger hun.
DAVID: NOGLE GANGE KAN JEG BRUGE DE VOKSNE HER – NOGLE GANGE IKKE…
12-årige David har det blandet med at bo på Kilden og gå i Skolen på Hvidborg. Nogle gange er de voksne ’fucking’ irriterende og råber ad ham. Og nogle gange hjælper de ham. For eksempel når pædagogerne trøster ham, hvis han har svært ved at sove og savner sin far og mor. Eller når de voksne i skolen sætter sig og nusser ham, så han bedre kan koncentrere sig.
Nogle gange er det også irriterende, at han og de andre børn skal være på deres værelser 15 minutter om eftermiddagen.
– Det kalder de hvilestund. Men på en måde er det en meget god idé, siger han.
Sådan svinger David lidt frem og tilbage. Han fortæller, at han ind imellem stikker af fra Hvidborg. Hvis der er noget, der irriterer ham, eller hvis han bliver lokket af de andre børn. Han fortæller også, at han godt kunne lide at være med på skolens efterårstur.
– Det er også rart at få mad om morgenen og sætte sig med sin Ipad om eftermiddagen, siger han.
David er dygtig til matematik, men ikke så dygtig til dansk. Det er forskelligt, om han kan finde ud af at sidde stille. Nogle gange får han hjælp af de voksne, og det kan han godt lide. Han har masser af venner på Hvidborg. Og lige da han flyttede ind, mødte han en dreng, der også boede her, som han blev rigtigt gode venner med. Han har også masser af venner derhjemme, som han ser, når han er hjemme hos enten sin mormor eller sin mor.
David kom på Hvidborg, fordi han ikke var i skole i rigtig lang tid, fordi han blev drillet af nogle af de andre børn. Det var mest i skolen, han havde det svært, men det var heller ikke rart, når hans far og mor skændtes. Noget, de ikke gør mere, siger han.
David græd, da han fik at vide, at han skulle flytte på Kilden. Da var han 10 år. På en måde hjalp det, da han kom herhen og så, at han fik sit eget værelse. Det hjalp også, da han mødte den anden dreng, han blev rigtig gode venner med.
Har du spørgsmål?
Vi glæder os til at samarbejde med jer og lære jeres barn at kende.
Ring til os på +45 36 78 00 12 eller send en mail til hvidborg@hvidovre.dk. Vi ser frem til at høre fra dig.