EVA: DE HAR GJORT CARL TIL DEN GODE DRENG, HAN ER I DAG.
Forleden var Carl nede og skulle have nye briller sammen med sin kontaktperson på Det Hvide Hus. Undervejs sender han et billede til sin mor: Se lige, det er de her, vi har valgt, mor.
For Eva er den slags hverdagskontakt med den snart 15-årige søn guld værd. Det er det også, når hun mandag morgen efter en hjemmeweekend sender ham afsted til skole, uden at de har skændtes. Når han helt af sig selv kommer og siger, ’mor, jeg elsker dig’. Eller når han ringer for at høre, om hun ikke lige kommer over på Det Hvide Hus fem minutter derfra og hjælper ham med at rydde op på sit værelse.
– Tidligere var han meget urolig og opfarende. Han ville ikke slukke computeren og gå i seng og kunne slet ikke finde ud af rammer og regler. Vi skændtes altid og det hele kørte ad helvede til. Det har ændret sig utroligt meget, han er blevet en helt anden dreng, siger Eva.
FØRST BLEV JEG STIKTOSSET
Evas liv med sønnen Carl har altid været vanskeligt. Han var et lille skravl, da han blev født. Amningen kom aldrig på skinner. Han havde svært ved at tage på, svært ved at lære at gå, svært ved at lære at tale, søvnproblemer og vanskeligheder med at koncentrere sig og lære nyt. Eva på sin side havde svært ved rigtigt at elske ham og stod meget alene med ham. I første omgang fordi Carls far havde natarbejde og senere, da hun blev alene med ham og Carls storesøster.
Tingene forværres, da Eva får en ny kæreste, som flytter ind, og Carl i mellemtiden er blevet teenager. Konfliktniveauet i hjemmet er højt, og det rækker ikke, at Carl har en vidunderlig aflastningsfamilie hver anden weekend. Det rækker heller ikke, at Carl begynder i Kimen.
– Kommunen og Kimen begyndte at tale om, at han måske havde bedre af at blive anbragt, og at Det Hvide Hus måske var noget. Lige først blev jeg stiktosset og sur. Det kan da godt være, at jeg ikke er særligt god til at lave aftensmad og sørge for faste sengetider. Men skulle kommunen nu stjæle min søn fra mig, husker Betina, at hun tænkte.
I SINE VANTE OMGIVELSER
Men da Betina fik tænkt det igennem, traf hun en beslutning. Hvis sønnen skulle anbringes – og det ville han nok blive – så skulle HUN bestemme hvor. Og for hende var der ikke andre steder end Hvidborg, der ville være ok. På Hvidborg kunne Carl blive ved med at være i sine vante omgivelser, sin egen skole, sin egen klub og sine egne kammerater.
Betina fik det, som hun ville have det. Det er nu snart to år siden, at Carl flyttede ind i Det Hvide Hus – 300 meter fra barndomshjemmet.
I starten var det hårdt ikke at have ham hjemme. Og hårdt for Carl, der bare ville hjem. Men det hjalp, at Betina og Carls kontaktperson aftalte, at hun hver aften ringede og sagde godnat. Og at hun var på besøg på ’hjemmet”, som det hedder i daglig tale, flere gange om ugen.
SUPER SAMARBEJDE
Eva giver Det Hvide Hus æren for, at Carl er blevet den gode dreng, han er. Han er blevet rolig og stille, han er begyndt at gå til trommer – hvem havde nu troet det! – og når han skal ud og købe nyt tøj, tager de på en hyggetur sammen – Carl, Eva og Carls kontaktpædagog.
Der er ifølge Eva et super samarbejde mellem alle om Carl. Fx kom Carl en dag og spurgte sin mor, om han ikke måtte være hjemme til om mandagen, når han var på hjemmebesøg. Det talte de med Hvidborg om – og sådan blev det. Eva har også bedt om at få at vide, når Carl er ’streng’, så hun kan følge med i, hvordan det går ham, og det gør kontaktpædagogen.
På opfølgningsmøderne i Det Hvide Hus laver de alle FIT, og Betina kan af alle svarene se, at Carl er kommet mere i grønt. At han med andre ord trives og udvikler sig. Så selvom Eva ’i sin krop’ gerne ville have ham hjem igen, siger hun til sig selv, at Det Hvide Hus er et dejligt sted for ham, at hun har ham hjemme tit, og at hun kan komme der hver dag, hvis hun vil. Og når Carl ind imellem spørger, om han må komme hjem at bo, svarer hun altid det samme:
– Ved du hvad, skat. Hvis du kommer hjem og bo, så får vi et dårligt forhold igen. Så det er ikke nogen god ide.
Eva er ikke det rigtige navn
