BENJAMIN: MINE KAMMERATER VIL GERNE MED HERNED OG LEGE
Benjamin tror ikke, hans liv havde været så meget anderledes, hvis han ikke var begyndt i Familiehuset for fire år siden.
Men så alligevel… han leder lidt efter ordet…
– Jeg er nok blevet mere… moden, siger han.
Han og hans mor har nok også fået det bedre sammen af at være hernede. Det var for eksempel rigtigt sjovt for ham at være på hold med sin mor, da de havde julefrokost på Familiehuset, og deres hold skulle lave nogle aktiviteter sammen.
– Så kommer vi meget tættere på hinanden, siger han.
TRAMPOLINEN ELLER STRANDEN
I det hele taget er der mange ting, han godt kan lide ved at gå i Familiehuset. Børnene og de voksne er i salen og laver aktiviteter sammen. De spiller badminton, fodbold og gymnastik, og hvis det er godt vejr, er de på trampolinen eller ved stranden. Benjamin laver også lektier. Matematik er svært for ham, men på Familiehuset har de sådan nogle regneark, så de voksne kan hjælpe ham. Han er ikke blevet perfekt til det, men han er blevet bedre. Ligesom han er blevet bedre til ikke at blive så sur, når han er uenig med andre.
Benjamin er 11 år og går i 5. klasse. Hans klassekammerater ved godt, at han går i Familiehuset to gange om ugen efter skole.
– De spørger ikke, hvorfor jeg går her. De spørger, hvornår de kan få lov til at komme med herned og lege. Jeg har nemlig holdt min fødselsdag hernede, og så så de, at det er et godt sted. Jeg har også haft kammerater med herned, siger han.
Lige nu bliver han nødt til at sige til kammeraterne, at de må vente. Børnene på Familiehuset kan ikke alle sammen have venner med herned samtidig, så det er ikke hans tur lige nu.
NU FÅR JEG GOD MORGENMAD
Benjamins mor kommer kun på Familiehuset, når der er møder eller når der er fælles aktiviteter. Men der har været nogen fra Familiehuset med hjemme hos ham og hans familie. For eksempel kom en af dem, da de voksne opdagede, at han og hans søster ikke fik spist morgenmad derhjemme og blev sulte i skolen.
– Vi vidste godt, vi skulle have morgenmad. Men nogle gange fik min mor købt noget, vi ikke så godt kunne lide. Nu får jeg enten brød og pålæg eller noget havregryn, fortæller Benjamin.
Det med maden er vigtigt. Da han var mindre, fik han i en periode en madpakke med hjem, når han havde været i Familiehuset. Den var til næste dag i skolen, fordi han og hans mor nogle gange glemte at få smurt madpakke. Nu sørger de for at lave madpakker om aftenen, før de går ud og leger eller tager på besøg hos nogen.
VIL HELST HOLDE SIN NÆSTE FØDSELSDAG HER
Benjamins kontaktperson går også nogle gange med til møder på skolen, hvis hans mor ikke kan på grund af sit arbejde. Så kan hun høre efter og bagefter fortælle Benjamins mor, hvad der blev sagt på mødet.
Benjamin og hans søster, der også går på Familiehuset, skal stoppe på et tidspunkt. Det er deres plan. Men Benjamin har også en anden plan.
– Jeg vil helst vente med at stoppe til en uge efter min fødselsdag, så jeg kan holde min fødselsdag her igen, siger han.
Benjamin er ikke drengens rigtige navn.
EMMA: JEG HAR FÅET MERE SELVTILLID
Tidligere tog Emma på 12 år det meget tungt, når nogen drillede hende med at hun var lidt tyk. Eller sagde, at hun havde grimt hår.
I dag øver Emma sig på at sige til dem, der driller, at ”det kan da godt være, at jeg er tyk, men har du et problem med det? Det er jo ikke dig, der er tyk”.
Det er sådan nogle ting, Emma træner, når hun er på Kimen efter skoletid.
– Jeg er blevet gladere af at komme i Familiehuset. Jeg er nok blevet bedre til at sige ”pyt med det” og så komme videre i teksten, siger hun.
DE KAN SE, OM HUN ER SUR
De voksne her er også gode til at se på hende, om hun er ked af det eller sur. De spørger, hvad der er galt og overtaler hende til at sige det. Så snakker de lidt om det og laver noget, der er hyggeligt og rart, så hun begynder at grine og få det bedre.
– Det er godt at være her, også hvis man har haft en dårlig dag i skolen, for eksempel fordi man er blevet uvenner med en veninde eller har slået sig. Når man er her, så tænker man på noget andet, siger hun og tilføjer, at hun er blevet meget bedre til at sige, hvordan hun har det end før.
BEGYNDTE AT TRØSTESPISE
Emma har altid været sådan en pige, der har taget det til sig og er blevet i skidt humør, når hun blev drillet. Men det var først, da hendes mor kom i fængsel, at hun fik det sådan rigtigt dårligt. Emmas mormor kom og boede i lejligheden og passede Emma og lillesøsteren. Men Emma savnede sin mor, og hun begyndte også at trøstespise.
Det blev bedre, da moren kom ud igen. Men så fik Emma en periode, hvor hun ikke ville i skole eller sove hos veninderne, fordi hun var bange for, at hendes mor ville forsvinde fra hende igen.
– Jeg var nok påvirket af det hele, siger hun.
BADMINTON OG PULSEN OP
Hvornår de voksne helt præcist begyndte at tale om, at hun og hendes søster skulle begynde i Familiehuset to eftermiddage om ugen, husker hun ikke. Men hun husker den første dag, da de besøgte Familiehuset sammen med moren. Det var tæt på jul, og de voksne og børnene sad og lavede marcipan.
Emma og søsteren startede i Familiehuset. Emma var meget i salen, hvor hun godt kunne lide at danse. Her kunne de også spille badminton og få pulsen op. Senere fik Familiehuset en trampolin, hvor Emma har øvet sig på at lave baglændere og forlændere, men endnu er hun kun nået til at kunne falde ned på numsen og på ryggen.
Men så har hun lært så meget andet. At få mere selvtillid. At høre efter, når de voksne siger, at hun skal tro mere på sig selv og være mere glad for sig selv. Og så altså det med at kunne tale om, hvordan man har det.
– Hvis man siger, hvordan man har det, så ved de andre jo bedre, hvordan de skal hjælpe en, forklarer hun.
VED AT VÆRE PARAT TIL AT KOMME VIDERE
I dag går Emma kun en gang om ugen i Familiehuset. Hun er godt klar over, at hun en dag skal stoppe helt. Men det er ikke noget, hun længes efter.
– Jeg er ved at være parat til at komme videre. Men jeg vil gerne holde fast i det lidt endnu, siger hun og smiler.
