PER: VI SAGDE SELV ’HJÆLP, NU ER VI VED AT KNÆKKE’
Pers datter Kathrine på 13 år spørger stort set hver uge sin far, hvornår han tror, hun kan komme hjem og bo igen.
– Kathrine elsker os og vi hende. Så der er ikke noget, jeg hellere ville, end at køre ud og hente hende hjem nu. Men det ville ikke være ansvarligt at gøre, før vi ved, at hun kan klare det, siger han.
Når Per kan holde savnet ud, er det, fordi han samtidig kan se, at Hvidborg er et godt sted for datteren at være, og at hun er glad for at være der.
– Da vi hentede hende og skulle på sommerferie, sagde hun, ’far, er det ikke mærkeligt, men lige nu tror jeg faktisk, jeg kommer til at savne dem herude’, fortæller Per, der også noterede sig, at datteren krammede de voksne farvel og at børnene også kom og sagde farvel til hende.
OPAD MED TRIVSLEN
Kathrine har boet på Kilden i halvandet år og har gået i Skolen på Hvidborg i et halvt år. Især det sidste – at hun sover og går i skole det samme sted – har givet datteren ro på. Men i det hele taget er det mest gået opad med Kathrines trivsel og væremåde, siden hun startede på Hvidborg.
– De kører meget i rutiner for at gøre børnene trygge, både i skolen og på Kilden. De har også mange samtaler med Kathrine, hvor de taler om hendes symptomer. Kathrine har en skemalagt, struktureret og forudsigelig hverdag både i skoletiden og resten af dagen. Og så har hun sin primære person, hun kan gå til i dagtimerne, det hjælper også, siger Per.
EN RIGTIG LORTEPERIODE
For fem-seks år siden så alting ellers ret sort ud både for Kathrine og resten af familien. I første klasse udviklede datteren nærmest fra den ene dag til den anden angst og tvangstanker. Nætterne forvandlede sig til mareridt, og i skoletiden stak datteren af og ville hjem. Nogle år gik med kommunal hjælp, der ikke rigtigt battede, mens en udredning på børnepsyk. senere i forløbet udstyrede datteren med en række diagnoser. I samme periode kørte familien på pumperne, så opslidende var hverdagen. ’En rigtig lorteperiode’, som Per kalder det.
Datteren kom på en dagbehandlingsinstitution i hjemkommunen, men det var ikke nok. Aftenerne og nætterne hjemme tærede på alle parter, fordi datteren stadig reagerede voldsomt og – for forældrene – uforudsigeligt. Derfor besluttede kommunen og forældrene, at Kathrine skulle flytte på Kilden, hvor hun kunne få behandling døgnet rundt.
FØRSTE REAKTION VAR VOLDSOM
Forældrene var på besøg på Hvidborg, og det hele virkede positivt på Per og hans kone. Meget ’nede på jorden’, åbent og frit og meget ’pædagogisk-agtigt’. Med gymnastiksal og udendørs trampolin – og forældrene fik at vide, at datteren ville få en cykel på Hvidborg, så hun også kunne beholde sin cykel derhjemme. Men datterens første reaktion var voldsom, da de fortalte hende, at hun skulle flytte på Hvidborg.
– Lige dér knækkede filmen for vores datter. Hold op, hvor blev hun ked af det. Men da chokket havde lagt sig, begyndte hun at glæde sig til at se sit nye værelse, fortæller Per.
FÆLLESSKABET MELLEM BØRNENE
Efter et år, hvor datteren boede på Kilden og fortsatte på dagbehandlingsinstitutionen – og hver dag ifølge faren blev hentet og bragt til skole af endnu en ny taxamand – kom Kathrine på Skolen på Hvidborg. Og så begyndte udviklingen for alvor at tage fart.
– Nu har hun langt færre skift i hverdagen. Og så kan hun jo heller ikke pjække. De andre børn, der bor på Kilden, står jo også op og går i skole. Så de er alle i samme båd derude, og fællesskabet er stærkt mellem børnene, siger Per.
FØRSTE MÅL ER HVER WEEKEND
Det er stadig svært for Per og hans kone at se, hvornår deres datter er tryg, og hvornår hun er ved at få et angstanfald. Kilden har foreslået forældrene at prøve metoden Marte Meo, hvor en pædagog videofilmer forældrene og datteren sammen og måske ad den vej kan opdage, præcis hvad der får Kathrine til at slappe af – og dermed holder angstanfaldene væk.
Hver anden måned har Per og hans kone en samtale på Hvidborg, hvor de svarer på en masse spørgsmål om datterens udvikling. De synes mest, det går fremad. Næste mål er, at de skal have datteren hjem hver weekend, og måske er hun klar til at komme hjem om et halvt års tid.
Per og Kathrine hedder noget andet i virkeligheden.
GUDRUN: PÅ KILDEN FÅR HUN KRAMMERE NOK
En glad pige, der hviler mere i sig selv og er begyndt at lære sine følelser at kende. Som er blevet rigtigt glad for at gå i skole. Og som er begyndt at få venner og lære, hvordan man kommer med i en leg.
Gudrun er mor til Ursula på 11 år. Hun har let ved at beskrive de forandringer, der er sket med datteren i de to et halvt år, hun har boet på Kilden og har gået på Skolen på Hvidborg – og hvor mor og datter i en periode har haft støttet samvær i Samværshuset.
– Jeg kan mærke på hende, at hun har udviklet sig så meget. Det kommer jo ikke bare af sig selv. De hjælper hende, og de gør det på en kærlig måde, siger Gudrun.
JEG MÅTTE HAVE LUFT FRA MIN DATTER
Forud for Hvidborg var gået nogle ikke så rare år. Samlivet med Ursulas far havde været konfliktfyldt, og skilsmissen og tiden derefter var hård. Gudrun siger, at datteren nok ikke fået tilstrækkeligt med opmærksomhed og ”både set og hørt ting, hun ikke skulle have oplevet”.
Allerede i dagplejen reagerede Ursula voldsomt, og det blev værre med alderen. Hun tudbrølede og skreg på vej til skole og kom kun derhen, fordi moren nærmest trak hende hele vejen. Hendes angst, vrede og frustrationer dominerede hverdagen for både Ursula selv, moren og lillesøsteren – og Gudrun så magtesløst til, mens datterens tilstand blev mere og mere alvorlig. I vinteren 2016/17 blev Ursula udredt og fik en diagnose, og samtidig nåede Gudrun, der selv lider af angst og depressive tendenser, en hård erkendelse: Hvis jeg ikke skulle tænke på, hvad andre tænker om mig, så ville jeg gerne have noget luft fra min datter.
HÅRDT AT FORTÆLLE HENDE DET
Sagsbehandleren foreslog Hvidborg, og Gudrun besøgte stedet ’med åbent sind’ og faldt for, at det var hyggeligt og ikke spor institutionsagtigt. Men det var hårdt at fortælle datteren, at hun skulle flytte.
– Hun blev rigtigt ked af det. Lige dér kom jeg i tvivl, men kun i to sekunder. For jeg vidste, at hvis hun ikke fik hjælp, så ville der kun gå kort tid, før vores familie var totalt splittet ad, siger hun.
DATTEREN KAN BEDRE MÆRKE SIG SELV
I dag siger Gudrun, at datteren aldrig har haft det bedre. Og at det er Hvidborgs tilgang, der har skabt forandringen.
For eksempel sætter de voksne på Hvidborg ord på det, de oplever hos Ursula. Det hjælper hende til at mærke både sine egne og andres følelser: Hvornår hun er sur, hvornår hun er glad, og hvornår hun irriterer de andre børn. Hvidborgs ansatte fortæller moren, både hvad de ser, og hvad de gør. Og Gudrun har set nogle videoklip, hvor de ansatte med rolig stemme forklarer datteren, hvad hun skal gøre – noget Gudrun er begyndt at kopiere, når hun er sammen med sin datter.
I DAG VIL HUN GERNE I SKOLE
I skolen bliver Ursula mødt på en helt anden måde end i folkeskolen – flere lærere og pædagoger og mere tid og overskud. Hun får også lov til lige at gå ind og slappe af med en Ipad, hvis hun føler sig presset.
– Hun har rykket sig rigtigt meget fagligt og socialt. Det er mange måneder siden, hun har sagt, hun ikke vil i skole. Der var lige en periode… Så aftalte jeg med Kilden og skolen, at jeg skulle ringe til hende hver morgen og sige, at ”nu skal du op og i skole”.
FED OPLEVELSE AT KUNNE SIGE FRA
I starten fik Gudrun og Ursula hjælp fra Samværshuset til at være sammen på en ny måde, så det ikke bare endte med skænderier og tårer.
– Det handlede også om, at Hvidborg tog ansvaret, så jeg kunne koncentrere mig om at være mor og ikke sige stop og skælde ud hele tiden. I dag kan jeg både være mor og én, der kan sige fra, når der er noget, hun ikke må. Det er en fed oplevelse, siger Gudrun.
… Og så det med krammere. Da Ursula flyttede på Hvidborg, var Gudrun bange for, om datteren kom et sted hen, hvor hun kom til at mangle krammere. Men det gør hun altså ikke på Hvidborg, er Gudruns erfaring!
Gudrun og Ursala hedder noget andet i virkeligheden.
I dag er Ursula flyttet til en længerevarende anbringelse tættere ved morens bopæl.
