LISE: NU ER MIN DATTER ENDELIG MED I UNDERVISNINGEN
Fagligt har Lises datter Olivia på ni år aldrig haft de store problemer. Men i de første år i folkeskolen havde hun ingen venner, og hun havde svært ved at sidde stille. Resultatet var, at hun blev forvist fra klassen og sad hele dagen oppe på kontoret og kiggede.
– Eller også ringede de til mig. Tit var hun kun i skole i 20 minutter, så skulle hun hentes hjem. Så måtte jeg give slip på, hvad jeg nu var i gang med, og komme og hente hende, fortæller Lise.
Lises sociale liv og den uddannelse, hun var i gang med, led under, at Olivia ikke havde det godt i skolen.
I DAG ER HUN ROLIG
Olivia gik i forvejen – sammen med sin søster og sin mor – i Kimen, fordi hun døjer med tilknytningsvanskeligheder, der er blevet forstærket af, at moren fra 2016 til 2018 først var varetægtsfængslet og senere boede i fem måneder i en udslusningspension. Det var derfor nærliggende at overveje, om hun ville få det bedre ved at gå på Skolen på Hvidborg. Det sidste år har Olivia gået dér. Forandringen har været mærkbar for moren.
– I dag er hun rolig, og hun er med i undervisningen. Når jeg henter hende, kan jeg se, at hun har haft en god skoledag, fortæller Lise.
FØRST DA HUN BLEV INDDRAGET
At de er nået hertil, er ikke sket uden sværdslag. Datteren startede i en klasse på Hvidborg, hvor hun var den eneste pige, og de øvrige børn – naturligt nok – også havde udfordringer. Det var svært for hende at falde til ro, hun stak af, lavede hærværk og talte grimt til alle. Skolen og Kimen talte meget sammen og forsøgte at gøre Olivia tryg, men det var først da Lise – lidt for sent, synes hun selv – blev inddraget i datterens skolegang, at der kom rigtigt ro på.
– Inden sommerferien var jeg i skole med hende hver dag fra 9 til 10, og om torsdagen var jeg der hele dagen. Det var et meget mere struktureret forløb end noget, jeg har oplevet i folkeskolen. På Hvidborg kunne de se, at Olivia havde brug for mig, så vi fik sammen taget tingene mere i opløbet, siger hun.
GOD START PÅ DAGEN
Efter sommerferien skiftede Olivia klasse, hvilket hun ifølge moren er super glad for. Nu afleverer Lise sin datter på skolen kl. 8 og er der ti minutter, til Olivia sidder på sin plads og lytter til læreren. På den måde får hun en god start på dagen. Herefter siger Lise farvel og kører hjem.
– Det er helt mærkeligt, siger hun.
SAMME PÆDAGOGIK OVERALT
Hun roser skolens tilgang til datteren. På Skolen på Hvidborg kan Olivia få lov til at være den, hun er, og der bliver taget hensyn til, hvordan hun har det. Hvis hun har haft en dårlig morgen, er der måske en lærer eller pædagog, der sidder én-til-én og laver matematik med hende – eller de går en tur eller tager hende med ud og handle til frokost. Det kan også være, de laver matematik med hende ved at veje og måle af til den fødselsdagskage, de skal bage til en af børnene.
De dage, datteren går i Kimen efter skole, kan skolen og Kimen tale sammen, så Olivia kan få den støtte hun har brug for. Hvis hun har haft en dårlig skoledag, bliver der ’nusset’ lidt ekstra om hende i Kimen. Og de har lært hende nogle håndtegn for, hvordan hun har det, som de bruger både i skolen og på Kimen, så datteren ikke behøver bruge så mange ord for sine følelser.
– På den måde er det den samme pædagogik, der møder min datter. De taler også sammen om, hvad der er bedst for min datter. Det er en kæmpefordel, siger Lise.
Lise er ikke morens rigtige navn
TOVE OG BENT: VI ØNSKER BARE EN GLAD DRENG, DER HAR LYST TIL AT KOMME I SKOLE.
For lidt over en måned siden sad 9-årige Nicks forældre, Tove og Bent, i en situation, der var lidt uvant. De var til møde på Skolen på Hvidborg, hvor Nick snart skulle starte. På mødet blev de spurgt, hvad deres drømme var for deres dreng.
– For mig var det, at han blev en glad dreng, der har lyst til at komme skole. Bare det at få ham ud ad døren, og at han bliver dernede og ikke hele tiden bliver ringet hjem, siger Nicks far, Bent.
Og tilføjer, at det var lidt mærkeligt at sidde og snakke om deres dreng på den måde med nogen, de knapt kendte.
– Vi havde aldrig set dem før. Men det var godt alligevel. For vi følte, de hørte på os, og at de vidste, hvad de talte om, siger han.
SAMME RUTINE I SKOLEN OG HJEMME
Nicks mor, Tove, husker, at de på mødet også talte om noget andet. Nemlig, at det ikke kun var på den nye skole, tingene skulle blive bedre. At Nick også skulle opleve, at det var samme rutine både på skolen, og når han var hjemme hos henholdsvis Bent og Tove, der for to år siden flyttede hver til sit men bor tæt ved hinanden.
– Vi aftalte også med dem, at vores mål er, at Nick skal lære at blive mere koncentreret. Inderst inde ved han jo godt, at det er galt, når han reagerer så hurtigt. Vi talte om, at det kunne være dejligt, at han lige lærte at tænke sig om, inden han reagerede. Jeg sagde, at jeg virkeligt håbede, de kunne hjælpe ham, husker Tove.
SKOLEN GAV OP
Den type samtaler om, hvordan tingene gerne skulle blive, havde forældrene ikke haft med Nicks gamle skole. Til gengæld havde de haft masser af samtaler om de problemer, der var. Og masser af opringninger, når Nick igen havde forstyrret eller havde forladt klasselokalet.
– Nick er født med en blodprop i hjernen, der har givet ham en masse udfordringer. Der er meget krudt i ham, han får medicin mod muskelspændinger, og så halter han lidt. Skolen kunne ikke tackle ham, og han kunne slet ikke klare den måde, de sagde tingene på, siger hans far.
Tove supplerer:
– Vi har som forældre nok inderst inde godt været klar over, at Nick ikke passede ind i folkeskolen. I en sidste tid fik vi mange indberetninger, og vi var til mange møder, hvor jeg sagde, at hvis der ikke snart sker noget, så taber vi Nick på gulvet. Så aggressiv var han blevet.
HOLDT OP MED AT STIKKE AF
Nick selv var også med til et møde inden han startede på den nye skole. Her blev der ikke brugt så mange ord, men han så skolen, sanserummet, computerne og trampolinen, og ifølge forældrene blev han vild af glæde. Og forældrene fik at vide, at lærerne og pædagogerne ville passe på, at han ikke fik for mange indtryk lige i starten. De aftalte, at han den første tid kun skulle være på skolen i fire timer om dagen.
Men allerede efter en måned bliver det sat op med to timer to af dagene. For Nick er blevet mere glad, og han er helt holdt op med at stikke af. Han kan godt stadig spørge sin far, om han ikke kan slippe for at gå i skole, når de sammen cykler derned.
– Han kan godt finde på at sætte sig på stenen uden for. Men jeg siger farvel til ham, og jeg kan se, at de voksne holder øje med ham og ikke lader ham ude af syne. Og når vi henter ham, har han haft en god dag, siger hans far.
SNART SKAL HAN PÅ KOLONI
Også Tove kan mærke forandringen.
– Han er ikke så presset nu. Det er også fedt, at selv om de er ude af skolens lokaler, så er der stadig læring. Det er dejligt, at man har så meget samarbejde med dem. De har også sagt fra starten, at hvis der var noget, vi var utilfredse med, så skulle vi bare komme, siger hun.
Forleden var de til møde på skolen sammen med de andre forældre. De hørte om skolen, om lejrture, skiture, koloni og hvad der ellers sker i løbet af skoleåret.
– Nick skal på koloni til Sverige om 14 dage. Det har han aldrig prøvet før. Jeg tror, han synes det er dejligt, siger hans far.
Nick, Tove og Bent hedder noget andet i virkeligheden
