Kilden tilbyder intensiv, tidsafgrænset og professionel døgnbehandling til 12 børn fra hele landet. Vi har egen skole med dagbehandling, små klasser og et tæt samarbejde med Kildens pædagoger. Vi har fokus på forældresamarbejde, hvor vi inddrager familie og netværk i forskellige aktiviteter. For os er det vigtigt at der er fokus på de familiære relationer og derfor tilbyder vi også individuelt tilpasset behandling til forældre og evt. søskende på både Kilden og i hjemmet.
Vi har i det daglige et tæt samarbejde med Børnecenter Hvidborgs øvrige faggrupper i vores behandling af børn og familier. Herunder med vores psykolog, socialrådgiver, psykomotorisk terapeut, samværshus og forebyggende familietilbud.
Børn på Kilden starter normalt på Skolen på Hvidborg. Når de er klar til det, sluses de helt eller delvist ud til den lokale folkeskole Risbjergskolen, som vi har et tæt samarbejde med.
Kilden kan give en enestående mulighed for en ny start for et barn og dets familie.
Døgninstitutionen Kilden har pt enkelte ledige pladser. Se mere på Tilbudsportalen for ledige pladser eller kontakt forstander Marlene Stokholm
INDSATSEN PÅ DØGNINSTITUTIONEN KILDEN OMFATTER:
- Miljøterapeutisk døgnbehandling 24/7 365 dage om året af uddannede og erfarne socialpædagoger.
- Fem ture om året.
- Forældreinddragende aktiviteter i dagligdagen.
- familiebehandling på Hvidborg og/eller i hjemmet, også med søskende
- Marte Meo forløb.
- Tæt opfølgning. Status/opfølgningsmøder hver 6. – 12. uge. Fire statusskrivelser om året.
- Støttet og overvåget samvær med kendte samværskonsulenter
- Psykologsamtaler til forældre og/eller børn + børne-/legeterapi
- Psykologiske undersøgelser og forældrekompetenceundersøgelser
- Udslusningsforløb i form af samtaler med børn og/eller forældre eller supervision til plejefamilier
Når et barn starter på Hvidborg, er det en del af prisen, at barnet udstyres med det, som det mangler – tøj, sko, cykel mm.
VORES TILBUD BESTÅR TYPISK AF:
- To ugers indskrivningsforløb
- Fire ugers afdækning (afprøvning af indsatser/revurdering af udviklingsplan + handleplan)
- Efterfølgende målrettet udviklingsarbejde med barnet og familie (eller fremtidig plejefamilie)
- Tæt opfølgning med anbringende kommune hver 6. – 8. uge.
- Udslusning – fortsat behandlingsarbejde m. inddragelse af relevante personer.
- Udskrivelsesdato – aftales efter afdækningsperioden
- Efterbehandling og andre vedligeholdelsesindsatser (fx støttende besøg i familien, supervision af plejefamilie mv.)
Sagsbehandlere kan hos Hvidborgs forstander, Marlene Stokholm, få en første målgruppevurdering og drøftelse af en eventuel indsats på døgninstitutionen Kilden. Herefter læser Hvidborgs forstander og psykolog sagsakterne og giver et foreløbigt bud på opgaven og på, om barnet på nuværende tidspunkt passer ind på Kilden i forhold til dets udviklingsperspektiv og børnegruppen.
For børn fra Hvidovre Kommune kommer sagen herefter i Hvidovre Kommunes visitationsudvalg, mens der for børn fra andre kommuner holdes et afstemningsmøde mellem Hvidborg, familierådgiver og meget gerne PPR. Se visitation for Skolen på Hvidborg.
Herefter går selve indskrivningsproceduren i gang:
- Forældre besøger Kilden sammen med familierådgiver – og hvis de siger ja til Kilden, fortsætter proceduren.
- To fra Hvidborgs behandlerteam møder barnet i hjemmet med forældre.
- Opstartsmøde på Hvidborg med behandlerteamet, afdelingsledere, repræsentanter fra Skolen på Hvidborg og Kilden, familierådgiver, PPR og forældre.
- Barnet besøger Kilden og skole med forældrene.
- Barnet flytter ind.
SAMARBEJDE FØR, UNDER OG EFTER
OPFØLGNING
For børn fra Hvidovre Kommune er der en fast procedure for samarbejdet, der inkluderer opfølgningsmøder hver 6. uge og statusbeskrivelser fire gange årligt. For eksterne kommuner er udgangspunktet det samme, da vi har erfaring med, at den tætte opfølgning sikrer den mest intensive og målrettede indsats. Men vi drøfter altid de gensidige forventninger på afstemningsmødet før anbringelsen.
Kilden benytter Dagbogsprogrammet i det daglige arbejde.
På alle opfølgningsmøder benyttes FIT til at dokumentere udviklingen set med barnets, forældres og rådgivers perspektiv.
Vores statusbeskrivelser er præcise og lette at gå til – de omhandler alene igangværende målsætninger, evalueringer, FIT-graf og ’samlet siden sidst’.