De fleste af de børn, der går her, har noget, de ikke kan finde ud af. Det kan være at læse, at lægge tal sammen eller at sidde stille på stolen. Det er ikke noget, du skal være flov over. Det er selvfølgelig let nok at sige – men det er jo netop det, vi skal hjælpes ad om at ændre.

Så hvis du ikke kan finde ud af at læse, så starter vi med noget meget nemt. Hvis det er regnestykkerne, der driller, så skal vi måske ha’ fat i nogle andre bøger med nogle lettere regnestykker. Alle børn har skolebøger, der passer lige præcis til dem. Og de voksne er gode til at forklare tingene stille og roligt og på en måde, der passer lige præcist til dig. Det kan også være, at vi skal gå en tur i haven og tælle sten i stedet for…

Hvis du har svært ved at sidde stille i timerne, så finder vi også ud af det. Måske skal du ud og have noget luft sammen med en voksen en gang imellem. Hvis du bedre kan lære på den måde, så har vi plads til det.